x

Reportage: Puls-festival – en stor succes

Reportage: Puls-festival – en stor succes

Århus, lørdag den 12. maj 2007: Puls-dagen er kommet. I dag vil der være levende musik med Århus-baserede grupper og solister overalt i midtbyen, fra klokken 10 formiddag til klokken 02, både på de velkendte spillesteder og på alle mulige andre kendte og ukendte lokationer. På pramme i åen, på hustage, i hjørner, gyder og afkroge. I alt 250 koncerter. Alle kunstnere er blevet offentliggjort, og der er alle lige fra det mest ukendte øvelokaleband til stjerner som Steffen Brandt, Marie Frank, U$O, BliGlad og Poul Krebs. Men hvem der spiller hvor og hvornår, er en hemmelighed. Arrangørerne vil have folk til selv at være opsøgende og nysgerrige og dermed komme til at opleve noget musik, de ikke vidste noget om på forhånd – og dermed forhåbentlig få en god og horisontudvidende oplevelse. Og det hele er gratis, fordi alle musikere og øvrige involverede arbejder gratis, og fordi velvillige sponsorer afholder de ikke helt små udgifter, der stadig vil være forbundet med at afholde en så stort anlagt festival.

GAFFAs udsendte fotograf og skribent har besluttet sig til at tage rundt hele dagen og snuse nysgerrigt på ganske samme vilkår som det øvrige publikum. Vi har ellers for god ordens skyld forhørt os hos Puls-arrangørerne, om vi ikke kunne få at vide, hvor og hvornår nogle af i hvert fald de mest kendte kunstnere skulle spille, så vi kunne være der, men nej – her var der lukket land. Og fint med os. Men rygterne svirrer naturligvis fra mund til mund og fra mobildisplay til mobildisplay. Blandt andet skulle Steffen Brandt spille sammen med den eksperimenterende og teatralske gruppe Lis Er Stille et eller andet sted nede ved havnen, bag badeanstalten Spanien, engang i aften. Vistnok klokken 23, men der er også nogle, der siger 21. Dér må GAFFA altså komme – for konstellationen er unægtelig helt usædvanlig. Det kan næsten kun blive interessant.

Vi begynder dog i gårdhaven hos Jacobs Bar BQ klokken 10. Solen skinner, og det er forholdsvis lunt trods meteorologernes varsler om en regnfuld weekend. Hurra. Musikken begynder dog først klokken 11, og i ventetiden lader GAFFA sig hyre som stik-i-rend-drenge for dagens første band, som mangler en skrue til en hi-hat. Vi finder desværre aldrig nogen, men det forhindrer dog ikke dagens første band, Telestjernen i at lægge fra land klokken 11 med reduceret trommesæt. Hverken fotograf eller skribent har før hørt om gruppen (der senere viser sig at være et soloprojekt for sangeren og sangskriveren Rasmus Johansen, med gæstemusikere), men der er tale om en musik i grænselandet mellem pop, highwayrock og country med underfundige, historiefortællende dansksprogede tekster, sunget af en nasal herrestemme med tydeligt slægtskab med C.V. Jørgensen, ligesom sangene og musikken giver overtegnede associationer til navne som Klondyke og Søren Kragh-Jacobsen. Musikerne spiller udmærket, og flere af sangene har tydelige hitkvaliteter, for eksempel ”Autobahn In Mein Peogeot 309”. Det ganske talrige publikum synger og klapper med. Efter en halv time er koncerten forbi. De optrædende må kun spille 30 minutter, så der kan blive plads til så mange så muligt, og det gælder på hele Puls, fortæller en af arrangørerne. Okay, fint, fint. Puls er i hvert fald begyndt med en rendyrket optur.

GAFFA bryder op og begiver sig ud i bymidten. Der er nu masser af folk på gaderne, og vi bliver adskillige gange nødt til at standse op for at hyggesnakke med folk, vi kender. Vi passerer Magasin. Foran optræder en engelsksyngende pige, vi får opsnappet hedder Kajsa-et-eller-andet. Kajsa Vala, fortæller programmet. Fin-fin melankolsk sangskrivning og nydelig stemme, men vi er dog lidt rastløse og går lidt videre rundt i midtbyen, inden vi ender på Klostertorv. Her spiller Jordals Orkester. Igen et navn, som ikke siger GAFFAs udsendte ret meget, men der er igen tale om en gruppe med underfundige, dansksprogede og ligefrem politiske tekster. Jordals orkester har blandt andet en sang om en papegøje ved navn Pia, der skræpper op og vil have, at alle de andre fugle skal synge og plukke deres fjer præcis ligesom hende, og tage sprogkurser, så de kan tale præcis ligesom hende, hvis de vil have lov at opholde sig i hendes lille reservat. Det virker bekendt. Musikken er let jazzet og tilbagelænet, af og til med reggaeelementer, og musikerne spiller elegant og med stort overskud, men virker stadig afslappede. De har vist gået på konservatoriet, om ikke andet så nogle af dem. GAFFAs udsendte kommer til at tænke på Marie Key Band, bare med en mandlig forsanger, og det er en behagelig tanke. Solen skinner stadig som ny, og folk, som der stadig er ret mange af, smiler. Bag teltet, ud til den befærdede vej, ruller en rapper, der skal optræde andetsteds på Puls senere på dagen, en kæmpejoint helt ugenert.

Flere af de mange mennesker, vi falder i snak med, fortæller os, at BliGlad spiller i Bazar Vest, Århus’ multikulturelle smeltedigel i Brabrand, allerede klokken 14, så hvis vi vil derud, skal vi til at have fart på. Vi dropper dog idéen, og på fotografens anbefaling går vi et par hundrede meter op til Rådhuspladsen. Her optræder Blood Sweat Drum ’n’ Bass Big Band. Som navnet antyder et big band, der inddrager elementer af drum’n’bass-musik, altså programmerede tromme- og bas-rytmer. Musikerne spiller fortrinligt, sangerinderne Gunhild og Turid, der optræder på udvalgte numre, har smukke og rene stemmer, og det swinger. Det er nu ikke så drum’n’bass-agtigt, at det gør noget, synes GAFFAs udsendte, og de elektroniske og programmerede elementer fylder ikke meget i forhold til de levende musikere. Men godt lyder det, og så gør det ikke så meget, at det nu er blevet overskyet og koldere. Det holder heller ikke publikum væk. Jeg hører i øvrigt, at BliGlad gav koncert sammen med Poul Krebs og en række nydanske musikere og rappere i Bazar Vest. Lyder unægtelig spændende.

På vej tilbage ned i byen begynder det at regne, og GAFFA beslutter at tage tilbage til Jacob Bar BQ, hvor gårdhaven er delvis overdækket. Af samme grund er stedet godt fyldt, da vi når frem. Scenen er indtaget af fire vaskeægte fortidsmennesker. De er velpolstrede, går klædt som i vikingetiden, forsangeren bærer Thors Hammer om halsen, teksterne er på et ukendt nordisk sprog, måske islandsk, færøsk eller oldnordisk, og musikerne spiller på eksotiske slagtøjs- og blæseinstrumenter, som også giver associationer til dengang, Odin var gud, og en rigtig mand tog sin kvinde ved håret. Musikken er en blanding af rock og traditionel nordisk folkemusik og swinger forrygende, og lidt research hos lydmanden viser, at der er tale om Krauka. Nåja, det navn virker da bekendt, de har vist været i gang et stykke tid med deres vikingerock. Deres sidste sang er i øvrigt på dansk og rummer følgende omkvæd: ”Vi vil have øl og flæsk / Hvis vi skal spille op til fest”. Dét tager kegler, og efterhånden bliver der også langet en del øl over disken i gårdhaven. Også fra de øvre luftlag flyder væden nu i en lind strøm.

Trods vejret begiver GAFFA sig ud i det fri og ned til den totale antitese til vikingerockernes historisk korrekte mandhaftige fremtoning, nemlig Kvindemuseet. Vi vil nemlig høre sanger-sangskriveren Annika Aakjær, denne gang på skribentens anbefaling. Jeg har nemlig hørt hende flere gange før og synes, hun er yderst lovende. Og så er hun også både sød og smuk, men, ahem, det kommer jo egentlig ikke sagen ved. Uden for Kvindemuseet får vi dog lige hørt et metalband, som viser sig at hedde Kruzial. De arbejder hårdt for sagen og spiller ganske godt, men det regner, skribenten føler sig musikalsk en smule på udebane, og indenfor venter Annika Aakjær. Så vi skynder os ind.

Der er ingen udstoppede kvinder på Kvindemuseet, men mange levende, til GAFFAs store tilfredshed. Annika Aakjær spiller i caféen, hvor hun har fået selskab af cellisten Marie Sejr. Som nævnt har nærværende skribent hørt Aakjær flere gange tidligere, så overraskelseseffekten er mindre end ved dagens tidligere Puls-koncerter, men kvaliteten er den samme høje. Aakjær er endnu en af tidens mange sangskrivere, som fortæller hverdagsagtige historier fra en underfundig, skæv vinkel i et ligefrem og mundret dansk, og hun gør det godt. Hendes stemmeføring skifter umærkeligt fra en slags skønsang til hæse, småskrigende udbrud, og for anden gang i dag kom jeg til at tænke på Marie Key Band, og det er stadig ikke det værste, man kan komme i tanker om. Og så fik jeg hørt dagens anden sang om en person ved navn Pia. Det vil sige, denne gang var der tale om en pianist, der blev flankeret af to skødehunde, som man kunne se på reklamer på både stationer og busser, og som vil bestemme det hele. Også denne gang virkede det bekendt. Annika Aakjær annoncerer i øvrigt under koncerten, at hun udgiver sit debutalbum til januar. Efter hendes optræden får jeg lokket ud af hende, at det kommer på pladeselskabet Playground og bliver produceret af multimusikeren og den flittige debattør Henrik Marstal. Begge dele må siges at være kvalitetsstempler. Jeg glæder mig til at høre resultatet.

Uden for regner det stadig en smule. GAFFA bliver hængende ved teltet i Mathilde Fibigers Have uden for Kvindemuseet, hvor gruppen Munich nu er gået i gang. Munich er også velkendt stof for overtegnede, så igen er overraskelseseffekten begrænset, men musikken er stadig interessant, om end ikke grænseoverskridende nyskabende. Munich virker meget inspireret af sen-90’ernes postrock med dens lange, melankolske, repetitive passager, der bygger langsomt op mod guitarstøjende klimakser, og af de tidligere 90’erens shoegazer-scene, hvor drømmende, bløde vokaler, ofte af begge køn, næsten bliver opslugt af guitarstøj. Disse to poler møder hinanden hos Munich, hvor især brugen af mandlig og kvindelig vokal i tæt forening i bedste Raveonettes-stil fungerer godt, og så har Munich da også et veludviklet øre for de lidt lettere og mere poppede passager. Munich har allerede indspillet et album, som de håber at få overtalt et pladeselskab til at udsende, og man kan kun ønske dem alt muligt held og lykke.

Regnen fortsætter, så GAFFA går tilbage til Jacobs Bar BQ, hvor gruppen Cubel med sangeren og sangskriveren Torsten Cubel i forgrunden. Hvis man kigger godt efter, kan man se, at Torsten har tallet ”1974” tatoveret på sin venstre underarm, og så ved den opmærksomme musikelsker godt, hvem Cubels store idol er. Nemlig Ryan Adams, som han deler fødeår, tatovering (næsten da) og musiksmag med. Der er altså dømt såkaldt alternative country, den eftertænksomme og ikke-sentimentale blanding af country og rock, som Adams om nogen har været eksponent for, og det leverer Cubel på gedigen vis, komplet med banjo, skovmandsskjorte og cowboyhat. Og udmærkede sange, genren tro med engelske tekster. I sagens natur ikke nogen genopfindelse af den sennepsdrevne automobil, men gennemhæderligt håndværk.

Efter Cubels koncert er maverne hos GAFFAs udsendte efterhånden begyndt at knurre højere end lyden af den musik, man han høre overalt i midtbyen, så vi iler mod et proviantdepot i Mejlgade, men når lige at høre lidt af en hiphop-gruppe, der spiller i et propfyldt telt på Pustervig. Her er tydeligvis en fest i gang, og hurtig research viser sig, at der er tale om Flødeklinikken. Grundet de mange mennesker er det svært at høre eller se ret meget, men i front har vi tre unge og ganske talentfulde rappere, der stiller op med et velspillende og skiftevis funky og reggaeorienteret liveband. Hvad de danske tekster handler om, når ikke helt frem gennem masserne, men det swinger altså, det her, og at dømme efter publikums begejstring har Flødeklinikken, der vist stadig er teenagere, en lysende fremtid for sig på den danske hiphop-scene. GAFFAs fotograf fortæller mig i øvrigt, at Mek Peks søn er guitarist i gruppen. Som tiden dog går.

Efter proviantering er GAFFA nu fast besluttet på at finde den nok så omtalte koncert med Steffen Brandt og Lis Er Stille. Vor fotograf er nu kommet i dialog med Lis Er Stilles manager, og denne bliver overtalt til at afsløre, at koncerten, som rygterne ville vide, finder sted klokken 21 på Kalkværksvej 3, normalt et værested for narkomaner lidt syd for badeanstalten Spanien. Rygterne har åbenbart floreret som et tulipanbed, for det vælter med publikumer til den ”hemmelige” koncert. Heldigvis er det blevet tørvejr igen, og den nedadgående sol står smukt over Århus. Efter 20 minutters forsinkelse træder Lis Er Stille ind på scenen og spiller et af deres egne, meget lange og ganske smukke numre, ”Styrke”, der starter stille og langsomt udvikler sig til et støjende crescendo, inden det toner blidt ud igen. Selvfølgelig, tænker jeg, de skal lige gøre opmærksom på sig selv foran alle dem, der er kommet for at høre Steffen Brandt, og det manglede da også bare. Efter endnu et Lis Er Stille-nummer går gruppen i gang med TV-2’s ”Kalundborgbåden”, dog med Lis Er Stilles forsanger Martin Byrialsen på leadvokal. Men så sker det. Et par minutter efter: ”Mine damer og herrer: Steffen Brandt”. Og ind på scenen træder sølvræven, som vanligt klædt i sort jakkesæt og hvid skjorte, men uden slips – TV-2’s foretrukne outfit siden 2002-albummet ”På Kanten Af Småt Brændbart”. Og så kaster Brandt sig ud i at levere teksten, der i sin fulde længde lyder: ”På Kalundborgbådens agterdæk / forefindes morskabsautomater / Et populært tidsfordriv” og gentages igen og igen. Helt rigtigt set af konstellationen at give sig i kast med denne sang, der i sin minimalistiske, repetitive, crescendo-opbyggende form vel nok er TV-2’s mest Lis Er Stille-agtige nummer til dato. Fortolkningen er forrygende, men synes at gå lidt hen over hovedet på en del af det overraskende passive publikum. Herefter lover Steffen Brandt, at han ”vil være mindst lige så stille som Lis Er Stille”, inden det umage par går i gang med TV-2’s ”Big Time Og Honning”. Denne mere traditionelle og poppede TV-2-sang virker lidt mere ukurant i hænderne på Lis Er Stille, som leverer første vers tæt på TV-2’s version, hvorefter de går i gang med flere temposkift og pompøse instrumentalpassager, inden de slutter i nogenlunde samme stemning som i første vers. Mere interessant end egentlig godt. Godt bliver det til gengæld, da Steffen Brandt kaster sig ud i en oplæsning af et længere og aldeles forrygende digt, han tilsyneladende selv har skrevet, og som er opbygget som en række kommentarer til forskellige Captain Beefheart-citater, mens Lis Er Stille spiller diskret og stemningsfuldt herunder. Fornemt. Herpå går konstellationen i gang med en afdæmpet og ganske smuk version af ”Hele Verden Fra Forstanden”, men GAFFA er nødt til at forlade pladsen, hvor publikum efterhånden er vågnet op til dåd, idet vi skal tjekke Marvel Hill ud. Gruppen spiller på Entre Scenen og har blandt andet gjort sig bemærket, i og med at deres kommende debutalbum bliver produceret af dansk elektro-rocks nye vidunderdreng, Veto-sanger Troels Abrahamsen.

Afstandene i Århus er af og til svære at bedømme selv for næsten-indfødte, og derfor når overtegnede først frem til Marvel Hill på Entre Scenen, idet de skal i gang med, hvad der viser sig at blive deres sidste nummer. Men dét er i hvert fald fedt. En hårdtpumpet og dansabel blanding af rock og elektroniske elementer, som måske nok er hørt før, eksempelvis hos Bloc Party, førnævnte Veto og det københavnske opkommende band The Floor Is Made Of Lava (der sjovt nok også bliver produceret af Vetos Troels Abrahamsen), men det swinger, ikke mindst takket være den utrolig tight trommeslager Michel Svane. Det bliver spændende at høre Marvel Hills debutalbum, når det kommer til efteråret. Ærgerligt, at jeg var ved at komme for sent.

Klokken nærmer sig 23, og GAFFAs fotograf vil efter 12 timers arbejde gerne give fotostafetten videre til en kollega og sige tak for i aften. Det sker, og overtegnede begynder at gå lidt alene rundt i byen, hvor det stadig vælter med folk, hvoraf en del efterhånden har fået adskillige tåre over tørsten, men stemningen er fortsat god, og der er ingen øretæver i luften nogetsteds. Jeg passerer teltet på Pustervig, hvor den hårdtrockede gruppe Break Even spiller. Af habilitetsmæssige årsager er jeg ikke den rette til at vurdere dette orkester, men der er i hvert fald tale om et band, der udstråler begejstring, arbejder hårdt for sagen og går langt i deres bestræbelser på at få sat gang i publikum, hvilket også lykkes i stor stil.

En vis træthed og mæthedsfornemmelse er nu ved at indfinde sig, og jeg må nedsvælge et par kopper stærk kaffe for at holde gejsten oppe. Jeg har tidligere opsnappet, at sangeren og sangskriveren Valentin klokken 00.30 spiller i teateret Katapult, kendt for nyskabende dramatik og en konstant lukningstrussel – ikke al kultur har det så godt i Århus, som musikken har det i dag. Katapult er fyldt, og Valentin har indtaget scenen med sin akustiske guitar, ganske som Torsten Cubel fra det tidligere omtalte Cubel har. Det viser sig dog hurtigt, at repertoiret står på Valentin-sange, primært hentet fra Valentins et år gamle og ganske fine debutalbum ”Chancernes Allé”. Valentin er nok mest kendt som den ene halvdel af duoen Superjeg, hvis andet medlem var Peter Sommer, der sjovt nok er til stede i salen som publikummer. Det bliver dog ikke til nogen Superjeg-reunion på scenen, men derimod til en stribe udmærkede sange, med dansksprogede, ordspilsrige tekster, hvis hittepåsomhed minder en del om Peter Sommers – men det er jo heller ikke det værste, man kan blive udsat for. ”Lidt galaksekondi / Er der ikke noget ondt i”, lyder en hookline eksempelvis. Koncertens mest spøjse indslag kommer dog, da en publikummer ikke helt i uoverensstemmelse med sandheden råber, at Torsten Cubel ligner Biker Jens – til stor moro, også for hovedpersonen.

Klokken er nu lidt over 01, og selv om der stadig er en lille times levende musik rundt om i byen, vælger GAFFA at trække stikket og sige tak for i dag. Endda mange tak. For alt i alt må den første Puls-festival siges at have været en indiskutabel succes. Masser af god musik, musikalske overraskelser, glade mennesker og løftet stemning overalt i midtbyen, og tilsyneladende meget få praktiske og logistiske problemer. Konceptet med det musikalske hemmelighedskræmmeri viste sin styrke, for overtegnede blev i hvert fald stort set kun positivt overrasket over de orkestre og solister, jeg ikke kendte i forvejen, selvom man bagefter selvfølgelig godt kan blive ærgerlig over de gode koncerter, man hører om bagefter, og som man ikke så, fordi man ikke vidste, hvor og hvornår de fandt sted. Eksempelvis en intimkoncert med Allan Olsen på restaurant L’Estragon. Men man kan jo alligevel aldrig nå det hele, og selvom man altid kan gå ind på for eksempel MySpace og blive overvældet af ny musik i læssevis, så virker det altid bedre, når man oplever musikken i levende live. Også idéen med de til lejligheden sammensatte musikalske konstellationer fungerede fint, selvom den eneste virkelig specielle sammensætning, undertegnede nåede at opleve, var den nok så omtalte mellem Steffen Brandt og Lis Er Stille.

Summa Summarum: Århus’ første, men forhåbentlig ikke sidste Puls-festival er vel overstået. Tilbage er kun at sige tusind, tusind tak til de mange arrangører, frivillige, musikere, sponsorer med videre, der har gjort det store arbejde med at stable den enorme festival på benene – uden at få en krone for det. Godt gået, godt taget, klap jer selv på skulderen – og på forhåbentlig gensyn.

Puls-festivalens hjemmeside

Telestjernen på MySpace

Jordals Orkester på MySpace

Blood Sweat Drum'n'Bass Big Bands hjemmeside

Munich på MyMusic.dk

Cubels hjemmeside

Lis Er Stilles hjemmeside

TV-2's hjemmeside

Marvel Hills hjemmeside

Break Evens hjemmeside

Valentins hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA