x
Rebecca Black: Rebecca Black Was Here

Rebecca Black
Rebecca Black Was Here

Rebecca is the new black

GAFFA

Album / RB Records
Udgivelse D. 16.06.2021
Anmeldt af
Simon Heggum

Lad først fortællingen om Rebecca Black gjalde fra tårnets top, thi den er i sandhed vanvittig.

Black er vel egentlig det første produkt af et fænomen, vi i dag kender som virale hits, som startede med hendes debutsingle ”Friday”. At kalde dette en genre er umuligt, da det er mere eller mindre tilfældigt, hvilke sange der går viralt og dermed gør sig meme-able. Ud over Blacks gennembrud, ”Friday”, kan betegnelsen også påklistres numre som Totos ”Africa” (herunder Weezers klodsede én-til-én cover, der i sig selv var resultatet af et meme), Rick Astleys ”Never Gonna Give You Up” (spørg dig selv, hvor mange gange du selv er blevet Rick-rollet?) og hele Lil Nas X’ karriere. Men Rebecca Black er egentlig den første virale popstjerne, på baggrund af ”Friday”s notoriske hitstatus i 2011, da hun blot var 13 år. At tale om popstjerne-titlen i Blacks tilfælde er dog en bjørnetjeneste, da statussen kom med et omvendt fortegn.

Videoen – egentlig ment som en ”fun experience for a kid” betalt af Blacks middelklasse-forældre – eksploderede på et stadig ungt internet, da det gik op for den brede musikkonsument, at sangen var helt unik ved at besidde fuldstændig mangel på talent. ”Friday” er musikkens svar på The Room, da sangen og videoen stadig er kendt som en af de dårligste sange, der nogensinde er indspillet. Overhovedet. Hvilket naturligvis resulterede i en kultsucces, som helt sikkert ikke har været nemt for den unge Black, der ikke var klædt psykisk på til den overvældende bølge af negativ omtale. So bad is good, but still so bad!

Og når man lytter til sangen, her 10 år efter, er der ikke ret meget andet at sige, end at ”Friday” stadig er lige så gennemført afskyelig, som den var, da den først blev uploadet til YouTube. Blacks ekstremt AutoTunede kids-bob-vokal og den sorgløse bubblegum-pop, der er fuldstændig renset for personlighed, talent og vision er virkelig en unik størrelse, der gør ”Friday” et interessant bud på, hvordan metervare-pop lyder, hvis man ikke besidder nogen form for æstetisk sans og kunstnerisk ambition overhovedet.

Resultatet er en uskøn og direkte ubehagelig oplevelse af ligegyldig, åndsforsnottet afmagt, som man føler helt ind i hjertekulen, når Blacks tween-stemme gentager ”fun-fun-fun”-mantraet, selvom man ved, at hendes fredagsplaner nok er nærmere ponyridning og Disney Sjov end ens egne fredagsplaner.

Men nu har jeg ikke kastet min kærlighed på Blacks nye ep for bare at svine ”Friday” til. Det er der dælenhytme mange kritikere, der har gjort før mig. For historien om Rebecca Blacks post-”Friday”-karriere er en af de mest interessante i populærkulturen lige nu. For i stedet for at forsvinde bort fra radaren tog den unge kvinde sagen i egen hånd og har ved hjælp af kreativ vision og passion for musikken formået at rejse sig fra asken og styre sin karriere mod ny succes ved at tage enkle og effektive valg og beholde hundrede procent kreativ kontrol over musikken. Og så har hun også lært at synge siden ”Friday”. Thank Fuck!

Og resultatet er ep’en Rebecca Black Was Here som er en ganske udmærket præsentation af den nye Rebecca Black, som for nylig annoncerede sin genkomst med et oversyret hyperpop-remix af ”Friday”, lavet i samarbejde med koryfæer fra genrens absolutte hovednavne – 100 Gecs og Dorian Electra, samtidig med at hun sprang ud af skabet. Og de seks numre tager tydeligt udgangspunkt i hyperpoppens eklektiske univers, med de naive melodier, opklippede glitchcore-beats, gurglende synthflader og manipulerede, distortede vokallinjer.

Sidstnævnte giver god mening, når man tænker på Blacks gennemkneppede vokal fra ”Friday”. Heldigvis er den 24 år gamle Rebecca Black en anderledes personage, end hun var, da hun var 13, og selvom hun ikke har samme vokale slagkraft som genrens hovednavne - Charli XCX, Caroline Polachek og Christine and the Queens – kender hun sin vokals styrker og svaghed fuldstændig, samtidig med at hendes personlighed – måske i kraft af sin historie – bærer en stor del af musikken.

Lad os starte ved afslutningen: Den ekstremt fængende ”Girlfriend” – der effektivt sætter omvendt fortegn foran machopoppens evige ”jeg-vil-ha’-min-baby-tilbage”-viser – er en stor sejr for Black og pladens bedste nummer, med sine blippende bas-bumps, komprimerede stortrommer og et af årets bedste popomkvæd. Her samler Black de få styrker fra fortidens skeletter i skabet og lader dem danse med de nye tricks og bygger en effektiv bro mellem børne- og hyperpop. Og så indeholder sangen en fantastisk synthsolo, der ikke er hørt så funky siden DJ Snakes solo på MØ og Major Lazers  ”Lean On”. Klart en af årets helt store popsange.

Af andre sange står den medrivende åbner ”Better in My Memory” med K-pop-omkvæd og stagnerede breakbeats frem, mens bassynthsne på bagatellen ”Personal” også er et godt stilistisk virkemiddel, trods min stigende frustration over trap-hihatte. ”NGL” er næsten lige så godt som ”Girlfriend” med en boblende suppe af fængende synths, tunge bashug og en af Blacks mest udtryksfulde vokaler.

”Blue” bliver måske lige lidt for stillestående, og her er Black lidt for tæt på forbilliedet Charli XCX, men omvendt er den ikke længere, end at det er en fin lydpause, mens ”Worth it For the Feeling” bliver mere retropop, med et ’70’er inspireret funkgroove og Blacks mest umiddelbare vokal-performance, der klart vinder på det chillede postfuturistiske break og de atmosfæriske produktion.

Når hun kun rammer de fire stjerner, er det, fordi jeg ville ønske, at hun tog endnu flere chancer og udnyttede genrens skæve indslag og blev lidt mere eksperimenterende. Man havde ønsket en større spændvidde og flere sange der, som ”Girlfriend”, gør et uafrysteligt indtryk, for det hele bliver for enslydende.

Dog er Rebecca Black Was Here ikke bare lyden af en popstjerne, der endelig tør stå frem for sig selv på egne ben – men det er også lyden af en kvinde, der har taget hånd om sin egen fortælling og taget første spadestik til en renæssance af kaliber. De indviede har længe vidst, at Rebecca Black var mere end den stakkels akavede teenager, der stod bag en af popmusikkens største tragedier – nu er det resten af verdens tur til at vide det.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA