Copenhell-aktuelle King Diamond fylder 60

Copenhell-aktuelle King Diamond fylder 60

I dag fylder den danske, internationalt anerkendte og Copenhell-aktuelle heavy metal-sanger Kim Bendix Petersen, bedre kendt som King Diamond, 60 år.

King Diamond er født i Rødovre og indledte karrieren som sanger i bandet Brainstorm i 1974-76. Han fortsatte i hardrockbandet Black Rose, hvor han begyndte at udvikle sin interesse for teatralsk, horror-orienteret sceneperformance med makeup. Senere blev han medlem af punk-metalgruppen Brats, hvor han mødte guitaristen Hank Shermann. De to dannede sammen med guitaristen Michael Denner og bassisten Timi Hansen i 1980 metalbandet Mercyful Fate, der senere blev udvidet med trommeslageren Kim Ruzz.

Med Mercyful Fate udviklede King Diamond sit tekstunivers med fokus på satanisme og det okkulte, og gruppens andet album, "Don't Break the Oath" fra 1984, vakte international anerkendelse og har i dag status af klassiker. Allerede året efter gik gruppen dog i opløsning grundet kunstneriske uoverensstemmelser, og King Diamond indledte en solokarriere, som til dato har resulteret i 12 album, stadig med okkulte og horror-inspirerede tekster. Seneste album er "Give Me Your Soul ... Please" fra 2007.

Mercyful Fate er blevet gendannet i perioden 1992-99, hvor de udsendte yderligere fem album, og igen i 2008 og 2011.

I 2010 blev King Diamond ramt af flere blodpropper, og han fik en tredobbelt bypass-operation.

Foruden sine okkulte tekster er King Diamond kendt for sin vidtrækkende stemme og brug af falset. Han har siden midten af 1980'erne været bosat i Dallas, Texas og er gift med den ungarnsk fødte sangerinde og designer Livia Zita.

King Diamond medvirkede i 2013 på nummeret "Room 24" med Volbeat på albummet "Outlaw Gangsters & Shady Ladies". Sangen blev nomineret til en amerikansk Grammy i kategorien "Best Metal Performance". 

King Diamond vender tilbage til sit fødeland, når han den 24. juni giver koncert på Copenhell. Her spillede han også i 2013, hvor GAFFAs anmelder Morten Thornvig uddelte fire stjerner og blandt andet skrev: "Publikum var helt klar, og samtlige festklare falsetter i kongens kult skrålede om kap med Copenhells svar på satan selv." Læs hele anmeldelsen her.

Se musikvideoen til klassikeren "Welcome Home" fra albummet "Them" fra 1988:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA