x

Brødrene Damp - Gratis koncert

D. 25.03.2014 Kl. 20:00

Tirsdag d. 25. marts 2014 spiller trioen BRØDRENE DAMP på Walthers Musikcafe i Skanderborg. Her efter vil byen ikke længere være den samme.
Med instrumenteringen trækharmonika, trommer og sang tager BRØDRENE DAMP livtag med enhver tænkelig musikalsk genre der sammenkædes med first generation stand-up, uhyrlige påstande og vidtløftige teorier.
BRØDRENE DAMP udgøres af sangeren og taleren Søren Rislund -landskendt entertainer gennem mere end 30 år, Øyvind Ougaard –Danmarks bedste (og vildeste) trækharmonikaspiller, kendt bl. a. fra Monrad & Rislund og talløse andre konstellationer samt trommeslageren Kalle Mathiesen, der har turneret og chokeret på alle kontinenter med sit solo percussion- and looping show Kalles World Tour. Teatermusik m.v. har han leveret til bl. a. Søren Østergaard og Lars Hjortshøj.
BRØDRENE DAMP spiller titler fra bl. a. Britney Spears´, The Kinks´ og Hans Kurt´s repertoire, tillige med rumænsk folklore, operette, rock, militærmusik, romantiske romancer (det er sådan nogle i reglen) -og så selvfølgelig eget originalt materiale.
BRØDRENE DAMP gæstede senest byen på Smukfest 2010 hvor de medvirkede i førsteudgaven af Stand-up for Skanderborg.
”Livsbekræftende” er fællesnævneren for BRØDRENE DAMPs fremturen. Både Ougaard og Mathiesen spiller godt og vel igennem på deres respektive instrumenter. Rislund, der hører til blandt landets mest utilpassede seniorer, synger og kæder med uforudsigelighed og kvalificeret tæft det hele sammen –og mere til.
Så glæd dig... -Noget lignende findes ikke...