x

6comm (Uk)
BETA
D. 27.03.2014 Kl. 21:00

Det indflydelsesrige britiske post punk/synthpop/experimental-projekt 6comm spiller for første gang i Danmark. Og det bliver også det første samarbejde mellem Beta og Bragagild, der specialiserer sig i koncertbookninger på eksperimentalscenen.

6comm blev dannet i 1986, men før da havde projektets eneste faste medlem, Patrick Leagas, en fortid som trommeslager, sangskriver og sanger i det legendariske neofolk/post punk-band Death in June.

På denne turné vil 6comm dels fokusere på projektets tidlige periode, hvor de blandede melankolsk synthpop og eksperimenterende postpunk, dels på de sange, som Leagas skrev i Death in June.

Temaerne er krigens rædsler, menneskeligt barbari og selverkendelse, iklædt ekspressiv elektronisk popdragt og et image, der trækker på nordisk mytologi.

6comm har altid været kompromisløse i deres udtryk og været båret af indre nødvendighed, hvad enten de har arbejdet med kold, melankolsk synthpop, båret af Leagas’ unikke baryton, anspændt industrial eller mere eksperimenterende toner, hvilket har givet 6comm status af kultband, hvor Leagas har haft indflydelse i undergrunden og især på neofolkscenen.

Leagas har samarbejdet med grupper som Kirlian Camera, den hedenske forfatterinde Freya Aswynn og også virket under navnet Mother Destruction, et elektronisk/tribal-projekt, når han ikke rejst i Vestsahara, Afrikas Horn, Nordpakistan og Afghanistan, hvor han har været både nødhjælpsarbejder, soldat, filmtekniker og krigsfotograf.

Vi kan love, at det bliver en helt unik oplevelse, når Patrick Leagas projekt lægger vejen forbi Beta dette forår.