x

The Cat Empire
Pumpehuset
D. 06.08.2014 Kl. 20:00

The Cat Empire til pumpehuset

Det australske fusionsband The Cat Empire giver koncert i Pumpehuset 6. august

The Cat Empire er en ska og jazz sekstet fra Melbourne, der især er kendt for deres højenergiske og dansable live optrædener. Bandet bruger ikke guitar i deres instrumentsammensætning og dét kombineret med fusionen af genrer som reggae, funk, latin, gypsy og hip hop, giver dem en helt unik og udefinerbar stil.

Bandet har deres rødder i Melbournes pulserende natteliv, hvor de med deres improviserede live sets vandt publikums hjerter på de lokale jazz klubber. Først 4 år efter dannelsen udgav de deres selvbetitlede debutalbum i 2003 og snart fik hele verden øjnene op for dem. Det resulterede i live optrædener på bla. Late Show with David Letterman og Tonight Show with Jay Leno samt omfattende turnéer i både USA, Australien og Europa inkl. optræden på den legendariske Glastonbury Festival. The Cat Empire har før lagt vejen forbi Danmark og deres optræden i Lille Vega i 2006 kvitterede Gaffas anmelder for med 5 stjerner og skrev begejstret:

’Tag én del salsa, én del hiphop, én del reggae og én del jazz. Smag til med en generøs mængde energi og livsglæde, og du har opskriften på en aften i selskab med The Cat Empire. At denne sekstet af australske drengerøve i 1999 startede deres musikalske karriere udelukkende som liveband, kan både ses og føles helt ud i tåspidserne hos enhver tilskuer.’

The Cat Empire er et band der skal opleves live og nu har det danske publikum endnu engang mulighed for at danse med, når de gæster Pumpehuset 6. august. Det bliver med nyt materiale i bagagen, i form af deres 6. album Steal the Light, der udkom i 2013.