x
Joe Henry - Joe Henry Solo

Joe Henry - Joe Henry Solo
DR Koncerthuset
D. 11.06.2014 Kl. 20:00

Kørestols- og ledsagerpladser sælges kun gennem Koncerthusets kundecenter på tlf: 3520 6262



For bestilling af mere end 10 billetter til samme koncert: klik ind på www.dr.dk/gruppebestilling

Unikt besøg fra amerikansk sanger og stjerneproducer i DR Koncerthuset


11. juni giver Joe Henry en af sine få koncerter – det sker i DR Koncerthusets Studie 2


 Forestil dig et sted, hvor musikken flyder frit. Et sted, hvor gulv og vægge er fyldt med alverdens instrumenter, hvor alt skal spilles med hånden, og hvor genrer som folk, jazz, rock, soul og country forenes og foreviges af nogle af verdens bedste musikere. Et sted, der muligvis ikke ser ud af meget udefra, men hvor stjerner fra nær og fjern søger hen i jagten på karrierens bedste sange – og måske endda det helt store mesterværk.


Joe Henrys kælder i Pasadena nordøst for Los Angeles er med årene blevet et musikalsk mekka for fortolkere af de amerikanske musiktraditioner. Ikke siden Phil Spector perfektionerede lyden af 1960ernes pop-revolution, har en musiker i så høj grad defineret sin egen genre som Joe Henry.  Det er i hans kælder-studie og under hans kyndige vejledning, at Van Dyke Parks, Bill Frisell og Loudon Wainwright III går i musikalsk legestue, og hvor countrysangerne Rodney Crowell og Mary Gauthier – for blot at nævne et par enkle eksempler - begge har indspillet karrierens bedste sange.


At lade øjnene løbe ned over listen over de albums, Joe Henry har produceret gennem de seneste tyve år, er som at stå ansigt til ansigt og øre til øre med essensen af amerikansk musiktradition. Der er soul-legenden Solomon Burkes monumentale comeback fra 2002, ’Don’t Give Up On Me’, og folk-ikonet Ramblin’ Jack Elliotts Grammy-vindende ’A Stranger Here’, svigerinden Madonnas store hit ’Don’t Tell Me’, samt adskillige musikalske højdepunkter fra stjerner som Aimee Mann, Bonnie Raitt, Betty Lavette, Elvis Costello og Billy Bragg.


Og så er der selvfølgelig Joe Henrys egne soloplader, der spænder fra country og rock til jazz og folk, uden dog på noget tidspunkt at lade sig begrænse af disse genrers rammer. Med over 13 soloalbums har Joe Henry slået sit navn fast som en af de mest visionære og perfektionistiske amerikanske sangskrivere siden Tom Waits og Bob Dylan, og med sin dybe, organiske og stemningsfulde lyd, og sørgmodige midnatsromantik, er Joe Henry en af de få musikere, der med rette kan kalde sig for en unik stemme. Som musikmagasinet Soundvenue skrev om Joe Henrys soloalbum, ’Civilians’, fra 2007:


”Joe Henrys tiende soloalbum er et underspillet, reflektivt og helhjertet værk, der svæver i de højere luftlag mellem jazz, soul og country. Uden egentlig at være nogle af delene. I stilfuldt selskab med Van Dyke Parks, Loudon Wainwright III og jazz-guitaristen Bill Frissell, er Joe Henrys nasale vrængen, hvor meget den end måtte minde os om en ung Tom Waits, som skabt til disse svigefulde og politisk indignerede soul-sange, der tør være sentimentale uden at synke ned i den evindelige blændende selvmedlidenhed.”


I disse dage er Joe Henry ved at lægge sidste hånd på sit nye soloalbum, lige som han også er travlt optaget med at producere en gen-indspilning af Johnny Cashs engang så udskældte konceptalbum fra 1964, ’Bitter Tears’, om de amerikanske indianeres tragiske skæbne. Dermed er det også med en vis portion ærefrygt, at vi nu omsider kan præsentere den amerikanske sanger, guitarist og stjerneproducers første koncert i København nogensinde. Det foregår i DR Koncerthusets Studie 2.


Gå ikke glip af en enestående mulighed for at opleve et af USA’s helt store musikalske ikoner, når han inviterer til et unikt og uforglemmeligt besøg i den musikalske kælder.