x

Kurt Rosenwinkel New Quartet (Us)
JAZZHOUSE
D. 30.05.2014 Kl. 21:00

Mesterguitaristen Kurt Rosenwinkel vender tilbage til Jazzhouse, denne gang med sin fornemme New Quartet.


Kurt Rosenwinkel (guitar) Taylor Eigsti (piano) Orlando Le Fleming (bas) Kendrick Scott (trommer)


Kurt Rosenwinkel er en af nyere jazz' mest toneangivende guitarister. En musiker med en helt igennem usnobbet, åben og personlig approach til musikken samt en stor forkærlighed for det melodiske sangbare. Rosenwinkel er en udsøgt melodiker og lancerede begrebet ”den syngende jazzguitarist” med sin distinkte sound. Den bliver ofte understøttet af unison ordløs sang, som giver musikken en ekstra dimension.


Det tyskklingende navn til trods kommer Rosenwinkel oprindeligt fra Philadelphia i det østlige USA. En by, som har fostret indtil flere jazzkæmper med John Coltrane som den største. I starten af 90’erne rykkede den i dag knap 42-årige guitarist til New York, hvor han efterhånden markerede sig stærkt på scenen med sin originale stil skabt med impulser i bagagen fra jazzguitar-koryfæer som Jim Hall, Grant Green, Pat Metheny og Bill Frisell. Rosenwinkel gjorde sig først bemærket hos Gary Burton, og sidenhen hos andre kapaciteter såsom Paul Motian i dennes Electric Bebob Band. Samtidig blev Rosenwinkel en naturlig del af en gryende New Yorker-scene sammen med navne som Mark Turner, Brad Melhdau og Joshua Redman.


Kurt Rosenwinkel trak for alvor i kapelmestertrøjen i sidste halvdel af årtiet. På egen boldgade har han ledet forskellige grupper og udsendt en stribe vellykkede og anmelderroste albums. I 2012 udsendte han albummet "Star of Jupiter", hans tiende album som bandleder og en plade, der modtog store anmelderroser. Bl.a. konkluderes New York Times:


"Most of these pieces are grounded in deep groove and willfully uncomplicated melody, and the band unpacks them with granite conviction. Mr. Rosenwinkel has rarely found an earthier home for his otherworldly tone, and the combination imbues this album with an attractive humility, once you’ve managed atmospheric entry."


Nu vender Rosenwinkel så tilbage til Jazzhouse, hvor han allerede har givet flere store koncerter. Denne gang medbringer han en stærk ny kvartet, der bl.a. tæller den fantastiske trommeslager Kendrick Scott, som selv er aktuel med det meget roste album "Conviction".


Sagt om Kurt Rosenwinkel


“Kurt Rosenwinkel’s music is the future of jazz - just like bebop once
was”.
- Chicago Tribune


"Amerikanske Kurt Rosenwinkel er så absolut blandt de mest interessante af jazzens yngre guitarister."
- Politiken