x

Hansi Hinterseer Open Air 2014
Odense Kongens Have
D. 27.07.2014 Kl. 20:00

Kørestolspladser sælges kun via Callcentret tlf. 70 263 267.

Hansi Hinterseer rykker udendørs - og tager 5000 stole med

Den 27. juli går den østrigske slagerkonge på scenen i Odense, som den ene af to udendørs koncerter i Danmark i år. Det er JVB Concerts i Odense, og Horsens & Friends, der præsenterer de to danske udgaver af Hansi Hinterseers eftertragtede open air-koncerter.
I Odense foregår koncerten i smukke Kongens Have, blandt kastanjetræer og i skyggen af Odense Slot. Haven ligger midt i byen, og er ideelt placeret i forhold til både tilrejsende gæster og Hansi-fans, der har lyst til at besøge en af bymidtens mange barer og restauranter, før eller efter koncerten.

Tag din Hansi-stol med hjem
I sit hjemland Østrig har den populære sanger høje bjerge til at danne kulisse omkring de udendørs koncerter. Det har vi ikke i Danmark, men til gengæld medbringer Hansi til hver koncert 5.000 stole, der er en del af billetten og som publikum kan tage med hjem, når koncerten er slut.
- Vi har udviklet stolene i samarbejde med Hansi Hinterseer, og de bliver helt sikkert et utraditionelt og eftertragtet minde om koncerterne, fortæller Tue Kempf, promotor hos JVB Concerts.

Vi tager den hjertevarme stemning med
Hansi Hinterseer har for længst placeret sig som ikke kun Østrigs, men også Danmarks slagerkonge. Siden sin første koncert i Danmark i 2010 har Hansi forkælet sine nordlige fans med en række koncerter, og også i år indtager han koncertsale i København, Horsens og Aalborg.

- Koncerterne i Forum Horsens, Aalborg Kongres & Kulturcenter og Forum København var alle store tilløbsstykker. Derfor var der ikke så meget at betænke sig på, da Hansi Hinterseer og hans faste orkester Das Tiroler Echo tilbød at komme til de to udendørs sommerkoncerter, forklarer Tue Kempf.

Således har det, der startede med en enkelt indendørs koncert for fire år siden, udviklet sig til et dansk eventyr, som nu også rykker ud i den danske højsommer – til stor tilfredshed for ikke mindst Hansi selv.

- Jeg glæder mig allerede, fortæller Hansi Hinterseer. I Østrig har vi mange og gode traditioner med open air-koncerter, og vi satser på, at vi kan tage den hjertevarme stemning fra Alperne med til Odense og Horsens.

Årets slager-oplevelse
Lige nu ligger så meget fast, at Hansi Hinterseer til begge koncerter går på scenen kl. 20.00.

- Desuden arbejder vi på et eller flere supportnavne. Vi melder ud, lige så snart vi har aftalerne i hus, men jeg kan love så meget, at koncerterne bliver to af årets helt store slager-oplevelser, slutter Tue Kempf.

Der er med andre ord en unik oplevelse i vente for Hansis mange danske fans, når kongen selv besøger Odense og Horsens – med 5.000 stole i gave.