x

Blood Sweat Drum + Bass Feat. Irshed, Mahmoud, Maher
JAZZHOUSE
D. 28.04.2014 Kl. 20:00

Oplev det internationalt roste big band Blood Sweat Drum + Bass med strygerkvartet og tre fornemme mellemøstlige gæstemusikere: Bilal Irshed, Maher Mahmoud og Moslem Rahal. Sammen tager de udgangspunkt i bandets syrisk inspirerede album "On The Road to Damascus".


Blood Sweat Drum + Bass' seneste album "On the Road to Damascus" høstede top-anmeldelser i både ind- og udland, og det er en videreudvikling af musikken herfra, der er på programmet når orkestret netop hjemvendt fra JazzAhead i Tyskland præsenterer dette helt unikke program.


På baggrund af rejser til Istanbul og Damaskus, samt møder med musikere fra Palæstina, Iran og Syrien har BSD+B´s idemand Jens Christian "Chappe" Jensen komponeret og arrangeret en række numre hvor orkestrets helt unikke lyd tilsættes krydderier fra den arabiske musik.


Der er ikke bare tale om etnisk musik udsat for big band og elektronik, men derimod om en fuld integration af den mellemøstlige inspiration og ikke mindst de to karakteristiske instrumenter Oud og Nay i det helt særlige Blood Sweat Drum + Bass univers, som i dagens anledning er udvidet med en fornem strygekvartet.


Ved koncerten medvirker tre fornemme repræsentanter for mellemøstens rige musikkultur:


Bilal Irshed: Herboende palæstinensisk oudspiller (arabisk lut) og komponist, som BSD+B har samarbejdet med jævnligt gennem de senste fem år. Maher Mahmoud: Oudspiller, pianist og komponist. Maher har syrisk baggrund, har udgivet album i eget navn og har i øvrigt en stor koncertvirksomhed bag sig i både Mellemøsten og de nordiske lande. Derudover rejser Moslem Rahal til Danmark direkte fra Latakia Syrien for at spille denne koncert. I Syrien omtales han som ney-fløjtenistén, og hans melankolske toner er foreviget på "On the Road to Damascus", hvor han var en af de originale musikere. Moslem Rahal har en betydelig international karriere, og han optræder ofte med forskellige symfoniorkestre verden over, ligesom han har været en vigtig solist i The Syrian National Orchestra og The National Orchestra of Arab Music.


Om albummet On the Road to Damscus skrev Ian Patterson i All About Jazz: "Surely one of the most original and satisfying big band recordings of the year......."


Der er alt i alt lagt op til en stor aften. Ikke blot en aften med musik af høj, international kvalitet, men også en smuk påmindelse om den mellemøstlige kulturarv og ikke mindst et håb om, at den righoldige syriske musiktradition atter vil blomstre frit hinsides de nuværende uroligheder.