x

Sonic Boom: Han Bennink / Uri Caine (Nl/us)
JAZZHOUSE
D. 06.11.2014 Kl. 20:00

Jazzhouse byder på frie duo-improvisationer, når Sonic Boom lægger vejen forbi, med deres legende og grænseløst eksperimenterende tilgang til jazzen.


Han Bennink (trommer) Uri Caine (piano)


Sonic Boom er en duo bestående af den hollandske trommeslager, Han Bennink, og den amerikanske pianist, Uri Caine. To erfarne musikere, der begge er kendt for en nysgerrig og dybt original omgang med genrer og stilarter:


Han Bennink står, af gode grunde, som en af de væsentligste skikkelser i udviklingen af den europæiske free- og eksperimentaljazz. Hans langvarige samarbejde med Peter Brötzmann, eksempelvis på legendariske indspilninger som ”Machinegun”, ”Ein Halber Hund Kann Nicht Pinkeln” og ”Schwartzwaldfahrt”, viser den hårdhændede og rå tilgang til fri improvisation - blandet med en besynderlig og bizar humoristisk sans - som Bennink er bedst kendt for. Men egentlig har han beskæftiget sig med så godt som samtlige af jazzens undergenrer, og spillet med legendariske skikkelser som Don Cherry, Derek Bailey, Alexander Von Schlippenbach og Eric Dolphy. Hans unikke og usædvanlige spillestil involverer ofte brugen af fundne objekter, hans egen krop, eller rummet selv – alt fra vægge, stole og instrumentkasser, til brandalarmer og fuglesang, kan i Benninks univers bruges til at skabe ny musik.


Uri Caine henter inspiration i blandt andet spontan-komposition, hiphop, vokaljazz og klassisk musik. I hans verden trækkes der ubesværet linier imellem så forskellige komponister som Bach, Gershwin, Mozart, Mahler og John Zorn, og hans vidtfavnende tilgang til klaveret har resulteret i samarbejder med Ahmir "Questlove" Thompson, Pat Martino, Bunny Sigler og DJ Olive, for blot at nævne nogle få.


Dette fælles projekt, meget passende opkaldt efter braget af lydmuren der gennemtrænges, er baseret på både nye kompositioner, såvel som nyfortolkninger af standarder som ”Round' Midnight”. Men først og fremmest handler Sonic Boom om den frie og grænseløse improvisation, som den næsten kun lader sig udfolde af musikere, der er så dygtige, idérige og erfarne som Han Bennink og Uri Caine.


”Should the category of foot-tapping avant-garde music exist, then Bennink and Caine have attained or invented it.”
- Jazzword.com