x
Backstreet Boys

Backstreet Boys
Skovdalen
D. 09.07.2014 Kl. 20:00

Så kan vi præsentere endnu et verdensnavn i Skovdalen, og det er ingen ringere end kongerne over alle boybands - Backstreet Boys.


De spillede den 15. marts foran 10.000 publikummer i et propfyldt Forum, og skal man tro Gaffas anmeldelse var det en fest fra start til slut. "En kæmpe lang hit-parade fra 1997 og frem", "et hav af ørehængere som "As Long As You Love Me", "I'll Never Break Your Heart", "Show Me The Meaning Of Being Lonely", "Quit Playing Games (With My Heart)" og sidst, men absolut ikke mindst, ekstranumrene "Everybody (Backstreet's Back)" og "Larger Than Life". Salen kogte, mildt sagt. Ikke én frasering var forkert." skrev en begejstret anmelder.


Brian, Nick, Howie, Kevin og AJ er med andre ord tilbage for at vise hvor skabet skal stå. Der er ingen over eller ved siden af Backstreet Boys målt i antal solgte albums og succes. De har utallige hits med sig og over 130 millioner solgte albums, hvoraf deres tredje album "Millenium" er et af de bedst sælgende album i verden nogensinde med over 40 millioner solgte eksemplarer. De dominerede hitlisterne i slutning af 90'erne, og pigeværelser verden over var dekoreret af Backstreet Boys plakater så nutidens boyband nærmest må dø af misundelse.


Vi glæder os til for første gang i Danmark at præsentere Backstreet Boys udendørs, og så endda i Skovdalens intime rammer.