x

Ung Jazz Finale
JAZZHOUSE
D. 03.05.2014 Kl. 20:00

Trommeløs ”fuldblodsjazzkvartet” møder eksplosiv freejazz trio, når den 15. udgave af Ung Jazz skal afgøres lørdag den 3. maj i Jazzhouse. Sidste års vindere, Crunch House, spiller et særligt Natjazz-sæt efter finalen på Lille Scene.


Lørdag den 3. maj danner Store Scene i Jazzhouse rammen om endnu en finale i Ung Jazz. Siden 2000 har Ung Jazz udviklet sig til den største talentkonkurrence i Danmark for unge jazzmusikere. Kunstnere som bl.a. Jakob Bro, Surf in Stereo, Magnus fra Gaarden og JazzKamikaze har alle tidligere deltaget i Ung Jazz med stor succes. Og forhåbentlig bliver finalen også et godt afsæt i karrieren for aftenens to finalebands; Rhombus og Musik Før Hemlösa.


Finale med musikalsk spændvidde


Rhombus er en nystartet jazzkvartet. Bandet spiller ”fuldblodsjazz” og er stolte over at udspringe af og bidrage til jazzens stolte tradition. Klangen er organisk og harmonisk, og alle fire musikere har distinkte roller i arrangementerne, ligesom alle er lige ansvarlige for musikkens rytmiske drive - ikke mindst fordi kvartetten spiller uden trommeslager.


Musikken i Musik Før Hemlösa består af glade og insisterende melodier, et eksplosivt udtryk og med megen energi. Kompositionerne er enkle, afskallede og nøgne, hvilket skaber god grund for kernefuld fri improvisation.


Aftenen sluttes af med Natjazz på Lille Scene, hvor sidste års vindere, duoen Crunch House, kommer og spiller et særligt Natjazz-sæt. Natjazzen starter i forlængelse af Ung Jazz finalen, hvor der vil være gratis entré.


Mere end en konkurrence


Ung Jazz handler ikke kun om at vinde. For deltagerne er Ung Jazz en mulighed for at spille på nogle af de bedste spillesteder rundt om i landet og for at få råd og vejledning af de professionelle musikere og branchefolk, der sidder med i de forskellige kvart- og semifinale juryer. Alt sammen for at give de unge musikere muligheden for at udvikle deres musikalske sprog og liveoptræden eller blot give dem mod på at gå videre med deres musik. De tre musikere, der i finalen har til opgave at finde vinderen, er i år: Lennart Ginman, Helle Marstrand og Niels Lyhne Løkkegaard.


Hvad spilles der om?


Udover den værdifulde erfaring musikerne får ved at deltage i Ung Jazz, er der også en række konkrete gevinster at hente for den samlede vinder: en plads ved den fællesnordiske showcase Young Nordic Jazz Comets, som i år afholdes i Helsinki, 15.000 kr. i international turnéstøtte og bl.a. koncerter på Aarhus Jazz Festival, Modern Jazz Days i Køge og hos Giant Steps i Svendborg.