x

Switchback W. Mars Williams (Us/de/pl)
JAZZHOUSE
D. 02.05.2014 Kl. 21:00

Det bedste fra amerikansk og europæisk jazz forenes i suveræn kvartet med den store saxofonist Mars Williams i front.


Mars Williams (saxofon) Waclaw Zimpel (klarinet) Hilliard Green (kontrabas) Klaus Kugel (trommer)


Der er lagt op til en særlig aften, når denne usædvanligt stærke kvartet kigger forbi Jazzhouse. Anført af saxofonist Mars Williams forener Switchback udsøgte instrumentalister fra USA og Centraleuropa.


Mars Williams er ikke bare et vigtigt navn i amerikansk jazz med stærke tråde til både Chicagos og New Yorks downtown-miljøer. Han har også spillet i et utal af sammenhænge, der spænder over avantgarde og big band-musik til rock og industrial. Blandt de navne, han har spillet med, kan nævnes Peter Brötzmann Tentet, Massacre, The Psychedelic Furs, Bill Laswell og Ministry.


I Switchback har han samlet et hold musikere, der på lignende vis favner bredt. Ligeledes fra USA finder vi bassist Hilliard Green, der som Williams forbinder jazz og fri improvisation, og som kendes fra samarbejder med bl.a. Uri Caine, Charles Gayle m.fl.


Klarinetist Waclaw Zimpel regnes for en af Polens vigtigste musiker pt. Han finder ofte sin inspiration i traditionel og spirituel musik fra hele verden, og kendes bl.a. fra projekter som Hera og Undivided, ligesom han spiller med bl.a. Ken Vandermark, Michael Zerang og Mikolaj Trzaska.


Endelig kan man glæde sig til den tyske trommeslager Klaus Kugel. Om ham har AllAboutJazz skrevet: "One of Central Europe's busiest and most articulate modern jazz drummers ... he treads the boundary between inside and outside playing in a particularly incisive way; always listening and never getting caught up in his own considerable chops." Han har optrådt med bl.a. Tomasz Stanko og Matthew Shipp.


Da Jazzhouse er i ustyrligt forårshumør tilbyder vi billetter til denne verdensklasse-kvartet til den yderst favorable pris af 50 dkk inkl. gebyr, så der er mildest talt ingen undskyldning for ikke at give sig selv denne udsøgte musikalske fornøjese.