x
The Necks (Au)

The Necks (Au)
JAZZHOUSE
D. 09.10.2014 Kl. 20:00

Australske The Necks fik nærmest tiden til at gå i stå med en guddommelig koncert, da de sidste år gæstede Jazzhouse. Anmelderen.dk kårede koncert til årets bedste, og Roskilde Festival blev også så imponerede, at de hyrede trioen til dette års festival. Nu vender The Necks så tilbage til Jazzhouses intime rum med deres unikke udtryk.


Chris Abrahams (piano) Tony Buck (trommer) Lloyd Swanton (bas)


Australske The Necks er et band helt uden for kategori - ikke blot i deres hjemland, men også på verdensplan. Deres musik er hverken jazz eller rock, og måske det mest passende ville være at hæfte et “post-everything”-mærkat på dem.


Den grænsesøgende pianotrio har med deres telepatiske og improvisatoriske sammenspil og mere end 15 udgivelser opbygget en skare af dedikerede fans, der hylder gruppens nysgerrige, virtuose og fuldstændig unikke udtryk.


Nogle kritikere har sammenlignet dem med krautrock-navne som Faust og Can, mens andre har fundet paralleller til minimalister som La Monte Young, Tony Conrad og endda Philip Glass i deres musik. The Necks formår med stor konsekvens at trække tæppet væk under enhver forventning til, hvordan en en akustisk klavertrio kan lyde. Ofte består deres koncerter af én lang komposition på en time, der kan bevæge sig fra abstrakt jazz til store lydflader og soniske forløb, der kan minde om techno og hypnotiserende krautrock.


Deres lyd har fået legender som Harold Budd og Brian Eno til at invitere dem til at optræde. Men den største hædersbevisning er måske, at intet band har vovet at efterligne deres udtryk. Og hvor skulle de også starte?


Da The Necks gæstede Jazzhouse i 2013 var det til store anmelderroser. Anmelderen.dk kårede således koncerten til intet mindre end årets bedste og skrev: "Som tiden skred frem, var der rytmiske motiver, der drejede musikken i retning af indisk raga, men til tider også post-rock og regulær drone. Og dét er noget af det mest bemærkelsesværdige ved The Necks udefinérbare og originale udtryk, men på Jazzhouse var åbenbaringen snarere af zen-agtig karakter, når de tre musikere gik fuldstændig i ét med musikken foran det forbilledligt (der var den igen) lydhøre publikum. Når det var bedst, var det en nærmest transcendental oplevelse – "trancejazz" er disse tre australieres musik ret præcist blevet kaldt."


Der er altså noget særligt i vente, når trioen atter indtager Jazzhouse med deres enestående og tranceskabende udtryk.


Anmeldercitater:


"Absolutely riveting...how three musicians can sound like eighteen is a mystery... extraordinary magical sounds emerged from the ensemble...theway The Necks do this with acoustic instruments is nothing short of miraculous" (Financial Times, UK)


"At around the 100-year point in jazz's evolution, conjuring new spirits out of old spells is a difficult mojo to work. But people are doing it - a case in point is The Necks" (Jazz Times, US)


"I think the new music I would find it hardest to do without, fifty years after "Kind of Blue", is that produced by The Necks... A piano trio, but not like any other piano trio you have heard... There is a great deal of joy in The Necks' music, and it is the more rewarding for being hard-won... "Kind of Blue"'s legacy is apparent in the ease with which The Necks exploit the spaces that were opened up for them all those years ago: spaces in harmony, rhythm and melody, but also spaces in the mind" (Richard Williams i The Blue Moment: Miles Davis' Kind of Blue and The Remaking of Moderne Music)


"Tonal, accessible, and yet profoundly challenging... The Necks are singular... Yielding things no one else does" (The Wire)