x
Goodiepal (Fo)

Goodiepal (Fo)
JAZZHOUSE
D. 18.06.2014 Kl. 20:00

Goodiepal skulle have spillet 3 koncerter i denne uge i Jazzhouse. Vi er desværre nødt til at aflyse koncerterne, da Goodiepal ikke kan nå hjem til Danmark. Hør Goodiepals audio-undskyldning her: https://soundcloud.com/beuys/goodiepal-post-internet-undskylning


Der arbejdes på tre nye datoer. I mellemtiden kan man i Jazzhouse købe Goodiepals nye album "Morendo Morendo - My Paris Is Called Colchester" til spotpris. Der er tale om en limited 3-dobbelt vinyl i 300 eksemplarer. Normalpris: 250 dkk. Køb den i Jazzhouse til 150 dkk. nu på torsdag mellem 13 og 15. Kun kontanter!

Folk der har købt billetter til de tre koncerter, får naturligvis pengene refunderet. Kontakt Billetlugen for nærmere info.

Goodiepal er tilbage med tre aftener i Jazzhouse. Der er ni bogstaver i Goodiepal. Derfor skal der også være ni aftener i Jazzhouse. Så vi afslutter navnet med manér. Lad os håbe, at vi ikke skal stave "van den Dobbelsteen"!


Dag 1:


Vi starter tidligt (kl. 16.00!) og spiller alle Goodiepal-interviewsene fra 90'erne. Dette bliver meget kedeligt, så det er bedst at komme kl. 20.00.


Men aftenens hovedattraktion er alle TS Høegs radiostykker fra 80'erne. Det er jo sådan, at TS Høeg har været statsradiofoniens mand i mange år. Da statsradiofonien næsten er død nu, er der ingen der husker ham i hans radiofoniske glory. Dette rådes der nu bod på, da Goodiepal gennem mange år minutiøst har samlet alt radiofonisk materiale fra denne 80ernes outertainer, som han vil afspille og bearbejde live på aftenen.


Dag 2:


Vi viser John Kørner: ”My 7 best paintings”, en film af Morten Lindberg og Andreas Rosforth med musik af Goodiepal, og man kan vinde et signeret DVD-eksemplar af filmens kreatører og John Körner. Det kan man ved et ikke endnu defineret spil.


Herefter følger tre små forelæsninger af Gustav Metzger.


Dernæst spiller The Brazierlights in the Window til Den modulare sandhed.


NB: Hvis du føler, at du er med i drømmeindiepop-bandet The Brazerlights in the Window, trop da op med instrument en time før koncerten.


Dag 3:


Aftenen starter (kl. 19!) med, at vi hører et interview med den kristne maler og digter Jørgen Rud.


Det er nu 6 år siden, at Goodiepal blev forvist fra alle sine undervisningsposter rundt omkring i Europa, det skal vi ikke snakke mere om her, men i stedet skal vi høre de teorier, der bragte Goodiepal i unåde.


Vi skal høre hele den officielle "Mort aux Vaches Walkthrough", og der er gratis entré hvis man har den lille bog "Radical Computer Music & Fantastisk Mediemanipulation".


Vi fortsætter med det meget lange kvad ”A Message to the International Hacker Community” og slutter af med et endnu ukendt DJ Audio$var.