x
Povl Dissing - 25 Minutter Endnu

Povl Dissing - 25 Minutter Endnu
Musikhuset Aarhus
D. 30.10.2014 Kl. 20:00

Povl Dissing med band

Han er fyldt 75, men Povl Dissing har ingen alder. Eller også har han alle aldre... Ved siden af Kim Larsen er Povl Dissing nok det nærmeste, man kan komme den nationale stemme, for få er deres danskhed så bevidst i deres kunst og udtryk som ham.

Der er således løbet meget vand igennem åen, siden Dissing begyndte at optræde i 1960´erne og dengang måtte have en bodyguard med på job – af frygt for at få øretæver af publikum, som troede, at han tog pis på det nationale arvesølv, når han fortolkede gamle danske sange som Lille Anna og Gi’ mig en hest, mor.

I løbet af en vellykket turné med stort band i 2001 var det sangene fra det sidste fælles cd-projekt, Smertefulde Sange, som bestod af sange og viser fra Povl Dissings allerførste koncertrepertoire "dengang i 60'erne", der fik nyt liv.
Men bandet spillede også andre af de gamle sange og Povl Dissing konstaterede, at der er meget meget mere end 25 Minutter Endnu!

Povl Dissing spiller bold op ad sin egen fortid, og han kommer ud som sejrherre, for det er et stærkt hold, han har taget med på turneen: Sønnerne Rasmus Dissing (tangenter m.m.) og Jonas Dissing (guitar m.m.), Las Nissen
(guitar), Nikolai Storr (bas), Dan Hemmer (tangenter) og Jesper Elnegaard (trommer).

"På en dobbelt-cd, hvor højdepunkterne formeligt står i kø i skikkelse af flot udfoldede versioneringer af for eksempel Anemonesmil, Snehvidekys og ikke mindst Lille Anna, som fremstår decideret uafrystelig. Det bliver, ganske enkelt, ikke meget stærkere på dansk."
Gaffa5
Gaffa

”Trods opbuddet af musikere, deres i øvrigt stensikre sammenspil samt ikke mindst et swing af nærmest guddommelig karakter, var og blev aftenens stjerne solisten selv, som intenst rokkende på en taburet afsang i alt 19 sange, suppleret med historier om deres tilblivelse og de samarbejdspartnere, Dissing altid har været afhængig af.”
Live-anmeldelse.
Information


Varighed: 2 timer med pause

Arrangør: Musikhuset Aarhus