x

Habadekuk

D. 31.05.2014 Kl. 22:00

Habadekuk har med innovative arrangementer og inspirationer fra bigband jazz skabt deres helt egen energiske udgave af den danske folkemusiktradition.

Virtuost violinspil, en dynamisk hornsektion og heftige rytmer kendetegner det otte mand store orkester, der har vundet anerkendelse for deres festlige liveshows i både ind- og udland. Deres alsidige repertoire har afsæt i traditionelle dansemelodier og indbefatter alt fra vilde polkaer over lyriske valse til rå sømandssange.

I 2011 udgav de debutalbummet "Hopsadaddy", der blandt andet vandt prisen for “Årets Danske Folk Album 2011” ved Danish Music Awards, og af det britiske magasin fRoots blev kaldt “wonderfully exciting, with superb arrangements”.

Habadekuk har i løbet af deres karriere turneret i både Europa og Canada, og derudover været helt i Malaysia for at optræde til den populære Rainforest World Music Festival.

Bandet har netop udgivet deres andet album "Kaffepunch".

Døre kl. 21 / koncertstart kl. 22. Billetter i forsalg 80 kr. (+gebyr). Pris i døren 90 kr. / for studerende 70 kr.