x

Shantala Subramanyam (IND)

D. 07.03.2015 Kl. 22:00

Den unge fløjtespiller Shantala Subramanyam kommer fra byen Chennai i det sydlige Indien, der er centrum for den karnatiske musiktradition. Hun er anerkendt som en af de vigtigste nutidige musikere på bambusfløjten venu, et instrument der normalt kun spilles af mænd, og har turneret flittigt internationalt. Til denne koncert medbringer hun violinisten Avaneeswaram S.R. Vinu og percussionisten Palakkad Mahesh Kumar.

Ligesom mange andre karnatiske musikere startede Shantala med at spille som barn under oplæring af sin far. Senere hen modtog hun undervisning fra en række fremtrædende artister inden for traditionen og blev udover fløjtespil også uddannet i sang og vokalrytmer. Gennem sin store dedikation har hun udviklet et musikalsk sprog, der kombinerer smukke melodiske improvisationer med komplekse rytmemønstre.

Shantala har optrådt i prestigefyldte koncertsale over hele Indien og turneret i både Europa, USA og Malaysia. Hun har udgivet to albums, "Bamboo in Harmony" i eget navn og et album som del af kvartetten Dakshin, der begge er blevet glimrende modtaget af både publikum og anmeldere. Derudover er Shantala en efterspurgt underviser inden for både sydindisk vokalmusik og fløjtespil med et stort antal studerende fra Indien såvel som resten af verden.

I forbindelse med en solokoncert fik Shantala følgende ord med på vejen af den engelsksprogede indiske avis The Hindu: "Spontaneity and sweetness marked Shantala’s flute recital. “Heard melodies are sweet; but those unheard are sweeter." Shantala Subramaniam belied these immortal words of Keats. Her flute played on, not only to the sensual ears, but to the soul and spirit."

Lyt til musikken: https://www.youtube.com/watch?v=LyJVrCNQCkU

Døre kl. 21 / koncertstart kl. 22.
Billetter i forsalg: 100 kr. inkl. gebyr.
Pris i døren: 100 kr. / Studerende: 80 kr.