x

Ryley Walker (Us)
JAZZHOUSE
D. 08.04.2015 Kl. 20:00

Det nye store folk-håb Ryley Walker giver personligt og nutidigt bud på arven fra Tim Buckley, Bert Jansch og Nick Drake. Daniel Bachman er tilføjet som support. Præsenteret i samarbejde med Smash!Bang!Pow!.

”I’ve been hyping Walker’s ‘West Wind’ single for Tompkins Square pretty hard for the past few weeks; a brackish and magical seven-inch that sits somewhere between Tim Buckley’s soaring reveries and Bert Jansch circa ‘LA Turnaround’”. Sådan skrev Uncuts anmelder John Mulvey om den 24-årige amerikaner Ryley Walker. Og han er ikke den eneste, der har draget sammenligningen til netop ikoniske troubadourer som Tim Buckley og Bert Jansch, ligesom Tim Hardin og Nick Drake også hyppigt bliver nævnt som reference.

Med en smuk klang og stor spændvidde i stemmen, et fejende flot guitarspil og ikke mindst en utrolig sans for at skrue stedsegrønne folk-melodier med et jazzet touch sammen har Walker allerede markeret sig som et uomgængeligt navn på den unge folk-scene. Egentlig har han slået sine folder på Chicagos mere eksperimenterende støj/improv-scene, men nu forfølger han altså et langt mere akustisk univers, hvor skønheden og den gode melodi hersker, men hvor en mere eksperimenterende åre også stikker hovedet frem i de overraskende og stemningsmættede arrangementer.

EP'en ”West Wind” fik Walkers navn på manges læber, og det efterfølgende debutalbum ”All Kinds of You” (udsendt på Tompkins Square sidste år) har ikke gjort interessen mindre. Et stort folk-talent, som Jazzhouse og Smash!Bang!Pow! er stolte over at kunne præsentere i København.

DANIEL BACHMAN
Solid historiefortællende instrumentalfolk, sådan kunne man beskrive unge americanatalent Daniel Bachman, som især leder tankerne hen på ét af forbillederne, Jack Rose, men som også snuser lidt til psychedelia. Ene mand, med fødderne plantet dybt i Virginias muld.