x

Melodi Grand Prix 2015 - Generalprøve
GIGANTIUM
D. 06.02.2015 Kl. 20:00

Det bliver en kæmpe musikfest når Årets Grand Prix By 2015, Aalborg slår dørene op til et par festlige og underholdende uger med masser af aktiviteter i musikkens tegn. Højdepunktet er naturligvis afviklingen af Melodi Grand Prix 2015, når DR1 sender direkte lørdag 7. februar 2015 kl. 20.00 fra Gigantium med plads til 8.500 publikummer.

Det bliver som altid en af de største musikalske tv-begivenheder i Danmark, og man vil kunne opleve masser af fornyelse og overraskelser – men selvfølgelig også tradition og spænding.
I Gigantium dyster 10 sange om at vinde. Kunstnere og værtsvalg er stadig en velbevaret hemmelighed, men alle sejl er sat til for at finde en vinder, der skal repræsentere Danmark i Eurovision Song Contest 2015 i Wien, Østrig.

Det er langt fra første gang, den nordjyske hovedstad er vært for en Grand Prix-finale. Hele fem gange tidligere har showet været afholdt i Aalborg.  Ligesom i 2012 foregår det denne gang i byens store koncert- og sportsarena Gigantium, hvor der er plads til op mod 8500 publikummer.

”Giganitium er det perfekte sted at holde Dansk Melodi Grand Prix og MGP. Vi har haft nogle fantastiske Grand Prixer i Aalborg. Og jeg ved, at de virkelig formår at holde en fest i Aalborg og få det maksimale ud af, at showene kommer til byen”, siger Jan Lagermand Lundme, Underholdningschef i DR.

Også Ernst Trillingsgaard, som er direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center, er glad for værtsskabet:
”Vi er naturligvis meget lykkelige for, at det endnu engang er lykkedes at få en aftale i stand om Dansk Melodi Grand Prix og Børnenes Melodi Grand Prix i Aalborg. Det er vores absolutte mening at leve op til sloganet "Det Glade Aalborg", og det er der jo al mulig baggrund for at gøre som grandprix-by”.