x

Lang Lang & Rakhmaninovs 2.
DR Koncerthuset
D. 05.09.2015 Kl. 19:30

Dirigent: Manfred Honeck
Solist: Lang Lang, klaver
DR SymfoniOrkestret
Rakhmaninov: Klaverkoncert nr. 2
Tjajkovskij: Symfoni nr. 5

_________________________________________________

Lang Lang er klaverets superstjerne. Et ikon, ikke mindst i Asien, hvor han spiller klassiske stadionkoncerter for titusindvis af fans. Som forbillede er han kåret til en af verdens mest indflydelsesrige personer, og FN har udnævnt ham til Fredsambassadør! Lang Lang har noget at have berømmelsen i, for han er en virtuos i den helt store stil. Lynhurtig, udtryksfuld og med en udstråling, der får fat i hver en tilhører.

Man skal høre Lang Lang i den musik, der passer ham bedst, og det er f.eks. Rakhmaninovs Klaverkoncert nr. 2. Rakhmaninov var selv en fantastisk pianist, og hele sin beherskelse af instrumentet lagde han ned i musikken. Her klinger klaveret maksimalt, og her kan både publikum og pianisten fryde sig. Klaverkoncert nr. 2 er den mest berømte af de fire, Rakhmaninov skrev, og musikken er også kendt fra utallige film, bl.a. Marilyn Monroe-filmen Den søde kløe!

Det andet værk på programmet er Tjajkovskijs Symfoni nr. 5. Et skæbnedrama, hvor dramaet ender godt. Undervejs møder man hele paletten af følelser, lige fra det intime til det nerveflænsende. Det kræver en dygtig dirigent, og wieneren Manfred Honeck er en af vor tids bedste. For tiden er han chefdirigent i USA for Pittsburgh Symfoniorkester.