x

Mena, Don Quixote & Ein Heldenleben
DR Koncerthuset
D. 14.01.2016 Kl. 19:30

Dirigent: Juanjo Mena
Solist: Asier Polo, cello
DR SymfoniOrkestret
Strauss: Don Quixote
Strauss: Ein Heldenleben

_________________________________________________

En aften for dem, der elsker det store orkester. Richard Strauss kunne jonglere med de største besætninger, og der skal op mod 100 musikere til at spille hans kæmpeværk Ein Heldenleben. Det er en af supertankerne fra den klassiske musik, og alene at se mængden af musikere, der i fællesskab får skuden ”Ein Heldenleben” til at sejle, gør stort indtryk.

Musikken beskriver ”et helteliv”, og Strauss pegede gerne i den rigtige retning. Musikkens afsnit har undertitler som ”Heltens modstandere”, ”Heltens hustru” og ”Heltens fredelige værksted”. Oplysninger der passer perfekt til Strauss’ eget liv! Han var musikkens store geni, men havde bestemt sine modstandere. Og han havde en meget lunefuld hustru, som han ofte måtte søge ind på sit arbejdsværelse for at få fred for. Så ”helten” er altså Strauss selv? Det benægtede han til gengæld altid!

Don Quixote er kun halvt så langt et værk som Ein Heldenleben, til gengæld fortæller det meget præcist en historie. Handlingen er fra Cervantes berømte roman om Don Quixote, der føler sig kaldet til at frelse den skønne Dulcinea. På sin færd roder han sig desværre ud i tåbelige og tragikomiske ulykker, og han ender med at dø en ridderlig død med Dulcineas navn på sin læbe. I Strauss’ version er historien et stykke ordlst musikteater med en solocellist, der ”spiller” hovedrollen som den indbildte ridder.