x

Ghostpoet
Vega
D. 05.05.2015 Kl. 20:00

VEGA og Beatbox Entertainment præsenterer
Ghostpoet fylder VEGA med komplicerede følelser og beats

Engelske Ghostpoet lukker tirsdag op for et nyt univers den 5. maj i Lille VEGA, hvor han har sit nye album med sig. Herpå behandler han alt fra vold, ekskærester og hjemløse.
 

Tankevækkende tekster over en blanding af electro, hiphop og jazz

Det univers Obaro Ejimiwe skaber under aliasset Ghostpoet er en indtagende blanding af hiphop, spoken word, electro, jazz altid med et nyt strejf i jagten på konstant udvikling. Hans unikke tilgang til musikken blev allerede bemærket, da han udsendte sit debutalbum, Peanut Butter Blues & Melancholy Jam, der blev nomineret til den prestigefyldte Mercury Prize for årets bedste album.  Singlen ”Survive It” fra debuten er stadig sangerens mest afspillede nummer på Spotify.

Indspillet med liveband

I begyndelsen af marts udsender Ghostpoet sit tredje fuldlængdealbum med titlen Shedding Skin, der ifølge sangeren er mere guitarbaseret end hans tidligere materiale. Han er gået efter en mere naturlig, akustisk lyd på Shedding Skin, der blev indspillet på kort tid sammen med hans liveband; Joe Newman på guitar, John Calvert på bass, der co-producerede albummet sammen med Ejimiwe og John Blease på trommer.

Kreative processor i front

Det nye album er for Ghostpoet en mulighed for at udforske nye inspirationskilder uden at være bundet af temaet. Hans foregående album, 'Some Say I So I Say Light, handlede om et ødelagt forhold og de efterfølgende konsekvenser, men på Shedding Skin er Ghostpoet tilbage, hvor han startede med debuten; fri til kun at skulle forholde sig til de kreative processer i at skabe et album.

Sangenes store følelser

Ejimiwe er kendt for at skabe sammenhængende fortællinger på sine album, og Shedding Skin er ikke nogen undtagelse. Albummets ti sange er skabt til at følge hinanden – udtænkt som en helhed.  Førstesinglen er den eklektiske ”Off Peak Dreams”.

Tematisk kommer Ghostpoet vidt omkring med observationer fra hans hverdag. Vold i hjemmet bliver behandlet på ”Yes, I Helped You Pack”, mavepuster-mødet med ekskæresten og den nye flamme på ”That Ring Down The Drain Feeling”, den akavede følelse dagen efter et engangsknald og opfattelsen af hjemløse på ”Shedding Skin”. Komplicerede og store følelser gennemsyrer sangene, men der er nok distance til at gøre helhedsindtrykket tankevækkende fremfor kvælende.

 

Fakta om koncerten:
Ghostpoet (UK)
Tirsdag den 5. maj kl. 20
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 Kbh. V
Billetpris: 130 kr. + gebyr

Billetsalg via vega.dk, Billetlugen og i Fona. - http://www.billetlugen.dk/da/event/ghostpoet