x

Oren Ambarchi (Au) + Senyawa (Id)
JAZZHOUSE
D. 29.04.2015 Kl. 20:00

En aften med to af de mest originale navne på den eksperimenterende scene - javanesiske Senyawa og australsk/irakiske Oren Ambarchi. To navne, der bevæger sig mellem fri improvisation, metal, hypnotisk minimalisme og enestående lydverdener. Præsenteres i samarbejde med Fanø Free Folk Festival.

Oren Ambarchi

Australske Oren Ambarchi er en af vor tids mest visionære elektroniske musikere. Han er rundet af tanker fra improvisationsmusikken og freejazzen - tanker, som han har formået at overføre til et overvejende elektronisk univers tilsat improviserede guitarstykker. Ambarchi forener det tunge og fysiske lydbillede fra noise og rock med minimalistiske kompositioner, der læner sig op af komponister som Morton Feldman og Alvin Lucier.

Sammensmeltningen af brølende guitarer, klassisk minimalisme og elektronisk klang kan vække minder om f.eks. Lou Reeds omdiskuterede "Metal Machine Music", og netop Lou Reed og hans kone Laurie Anderson inviterede da også i 2010 Ambarchi til at optræde på en festival, de kuraterede. Og Reed og Anderson har ikke været de eneste fans af den musikalske ener, der har optrådte med navne som John Zorn, Sunn O))), Evan Parker, Fire!, Charlemagne Palestine, Keiji Haino og mange flere.

Ambarchi er en yderst produktiv musiker, der har udsendt albums på velrenommerede labels som Touch, PAN, Southern Lord, Drag City, Tzadik m.fl. Hans udgivelse "Quixotism" fra sidste år udkom på Editions Mego og var med på The Wires årsliste over bedste albums. Samme år udnævnte Pitchfork Ambarchi til at være en af årets bedste eksperimenterende kunstnere. At han også er en stærk live-musiker vidner invitationer til nogle af verdens mest prestigefyldte festivaler om. Bl.a. har han optrådt på ATP (UK), Sonar (Spanien), Mutek (Canada), CTM (Tyskland) og Roskilde Festival m.fl.

Senyawa

Folk, der oplever duoen Senyawa for første gang, efterlades gerne med en blanding af ekstase og forbløffelse. Her er vitterlig tale om musik, der ikke lyder som noget andet, men samtidig musik, der er helt befriet for påtaget avantgarde-attitude. Klangene kan forekomme fremmedartede, men energiet og nerven er ikke til at tage fejl af.

Senyawa består af vokalisten Rully Shabara og instrumentalisten Wukir Suryadi. De kommer fra den oldgamle by Jogjakarta i det centrale Java (Indonesien) og deres musik reflekterer deres traditionelle javanesiske arv gennem en ramme af nutidig eksperimental musik. Duoen er særlig kendt for Suryadis hjemmebyggede strengeinstrumenter af bambus, som forstærkes gennem adskillige guitarpedaler og skaber en lyd som sjældent høres på disse breddegrader.

Skønt duoen trækker på traditionelle javanesiske instrumenter og vokalteknikker, tager de afstand fra at blive puttet i verdensmusik-båsen. Og med god grund. Senyawa spiller nemlig i høj grad moderne musik, inspireret af både freejazz og elektronisk musik og med en ubesmittet begejstring for heavy metal-bands som Black Sabbath og Iron Maiden. Hvis man altså kan forestille sig, hvordan Black Sabbath og Iron Maiden ville lyde spillet på hjemmebyggede bambus-instrumenter.

Senyawa har da også skabt sig et solidt livenavn rundt omkring i verden på festivaler og eksperimenterende musikscener. Herhjemme har de bl.a optrådt på Sejerø Festival og til Copenhagen Jazz Festival. Til sidstnævnte koncert teamede de i øvrigt op med de danske musikere Kresten Osgood og Snöleoparden. De har også optrådt på bl.a. Club Transmediale i Berlin og en lang række andre store festivaler.

Arrangementet præsenteres i samarbejde med Fanø Free Folk Festival.