x

Carsten Dahl & Ensemble Midtvest
Copenhagen Jazzhouse
D. 18.03.2010 Kl. 20:00

Klavervirtuosen Carsten Dahl har været kunstnerisk konsulent for Ensemble MidtVest siden 2007. Med udgangspunkt i improvisation udvikler han sammen med ensemblets musikere nye musikalske koncepter på tværs af musikgenrer.

Koncertserien, som spilles i bl.a. JazzHouse kaldes ”Det unikke indre” og Carsten Dahl skriver: Vi fortsætter og følger op på de kompositions- og improvisationsprocesser, som vi har arbejdet med fra starten, og ud fra dette vil vi skabe en slags musik sammen. Denne musik er helt og holdent vores egen lyd. Denne lyd er summen af alle musikernes individuelle input og engagement samt den derfra kommende indbyrdes kommunikation i et fælles rum. Stilarter, kulturelt fastlåste præferencer og automatik findes ikke i det rum. Kun åbenhed og nærvær. Et rum, hvor vi kan vende tilbage til et rent udgangspunkt og hvor vi ser verden, hinanden og musikken med vores eget indre barns øjne.

Ensemble MidtVest blev etableret i 2002 og består af en strygekvartet, en blæserkvintet og klaver. Med denne alsidige og mangefarvede besætning er det primære formål at formidle et bredt repertoire af klassiske musikværker. Udover at spille traditionelle kammerkoncerter præsentere Ensemble MidtVest den klassiske musik i nytænkende rammer. Ensemblets projekter involverer jævnligt andre musikalske genrer og kunstarter. Ensemble MidtVest finansieres hovedsageligt af Kunstrådets Musikudvalg samt af de fire kommuner Herning, Holstebro, Ikast-Brande og Struer. Herudover samarbejder ensemblet med adskillige sponsorer. -L-