x

Oscilanz (Uk) + Bass Clef (Uk)
JAZZHOUSE
D. 03.06.2015 Kl. 22:00

Folk, postpunk, elektronik og middelaldermystik mødes i bemærkelsesværdig trio med Charles Hayward (This Heat), Ralph Cumbers (Bass Clef) og Laura Cannell (Horses Brawl). Efterfølgende giver Bass Clef solo-koncert med modulære synths, acid-melodier, tung bas og trombone! Præsenteret af Jazzhouse og Distortion.

Oscilanz

Man kan roligt kalde engelske Oscilanz for en af de mest bemærkelsesværdige trioer, vi har set i nyere tid. Hvem havde lige set det komme, at den legendariske postpunk-trommeslager Charles Hayward (This Heat), elektroniske musiker og improv-trombonist Ralph Cumbers (Bass Clef) og en af tidens varmeste navne inden for eksperimenterende folk-violin, Laura Cannell, ville finde sammen med udgangspunkt i musik af middelaldermystikeren Hildegard af Bingen?

En mere end 800 år gammel og udødelig musik gøres absolut nutidig og nærværende af trioens univers, hvor middelalderklange møder cutting edge samtidsmusik, og hvor lytteren flyder igennem en tidløs labyrint af sakrale melodier, elektroniske ekkorum og intense improvisationer med både strygere, blæsere og selvfølgelig masser af trommer, som kun Hayward kan skabe dem.

Bass Clef

Aftenen bliver en forrygende anledning til at opleve hvor alsidig en musiker Ralph Cumbers i grunden er. Efter at have hørt ham spille trombone til middelaldermelodier i Oscilanz, bliver der anledning til at lufte danseskoene, når han efterfølgende giver koncert som Bass Clef.

Fra en opvækst i dubsteps dybeste undergrund, begravet til halsen i ultralave frekvenser og farverig, feststemt rave, har Bass Clef udviklet et mere og mere grænsesøgende og personligt bud på en basmusik, der er gennemsyret af modulære synths og acid-melodier der vrider sig ukontrollabelt rundt i lydbilledet.

Som en rumsonde, der bruger et himmellegemes tyngdefelt til at kurskorrigere og skabe sig ekstra momentum, har Bass Clef brugt dubstep og UK garage til at slynge sig selv langt ud i basmusikkens fjerneste regioner, hvor skæve indfald, boblende melodier og tykke, dybe bas-linier udfolder sig i blinkende konstellationer.

Live-oplevelsen intensiveres af, at Cumbers også i Bass Clef lader sin interesse for jazzede improvisationer og trombone farve lydbilledet. I det hele taget trækker Bass Clef i høj grad på arven fra freejazzen, hvilket også tydeliggøres af, at han på det seneste har lanceret en bigband-udgave af projektet med titlen Bass Clef and The Hackney Memorial Free Jazz Marching Band.

Denne aften giver han dog en af sine forrygende solo-set, og det bliver uden tvivl en fest af højeste kaliber.