x

Six City Stompers Feat. Jørgen Svare + Esben Just
Copenhagen Jazzhouse
D. 19.02.2010 Kl. 21:00

OBS! Vær opmærksom på der er et begrænset antal siddepladser i salen.

Six City Stompers består af unge talentfulde og anerkendte musikere som sætter et fantastisk højt musikalsk niveau og bidrager med et frisk pust til den traditionelle jazz scene. Til denne Swing Pigalle koncert præsenterers klarinetisten Jørgen Svare samt pianisten Esben Just.

Jørgen Svare medstiftede Papa Bue’s New Orleans Jazz Band i 1956 og har siden 1985 spillet med egne grupper. Ud over med Stolle & Svare Jazz Quintet optræder Jørgen Svare ofte som solist med forskellige orkestre i ind- og udland. Ligesom han stadig holder fast ved sin trio og kvartet.

Esben Just, nok mest kendt for sin rolle som frontmand i trioen Skipper/Just/Frost, kender New Orleans som sin egen bukselomme. Bevæbnet med flygel, charme og sangstemme skaber han sammen med de øvrige optrædende et uforfalsket Mardi Gras-univers. En anmelder har skrevet en meget rammende karakterisk af klaverekvilibristen: ... he plays piano like he has been chewing down redbeans and rice all of his life ..., og så bliver det bare ikke ikke bedre !
Six City Stompers spiller overvejende vokaljazz, med den unge talentfulde crooner og saxofonist Mads Mathias i front, men også smukke instrumentale arrangementer. En del af musikken består af gyldne evergreens fra den amerikanske sangskat, men gruppens repertoire indeholder også egne numre. Deres glød og glæde kan tydeligt høres, og Six City Stompers er med deres alder og entusiasme med til at give scenen et frisk pust og tiltrække et bredere og yngre publikum.

I sommeren 2006 vandt Six City Stompers publikums første pris i “The European Championship of Traditional Jazz” i Paris, med mere end dobbelt så mange stemmer end alle andre deltagende orkestre tilsammen. Orkesterets medlemmer vandt ved samme lejlighed også flere solistpriser.

Six City Stompers blev dannet i 2004, og har siden mest turneret i Skandinavien, men også i andre dele af Europa. De har spillet på de fleste danske jazzfestivaller, i store VEGA i København og været på landsdækkende tv i både Danmark (DR1) og Norge (NR1). Six City Stompers har også sat en ære i at deltage ved flere velgørenhedskoncerter til støtte for det trængte musik- og kunstnermiljø i New Orleans, efter orkanen Katrina. -L-