x

Nightlife - Stemmer I Natten
Klauzdal
D. 13.03.2010 Kl. 15:00

Endnu engang slår Teaterkoret Rockræm dørene op til en spændende og ambitiøs teaterkoncert. Årets helt store opsætning er teater-/korkoncerten Nightlife - stemmer i natten som kombinerer kormusikkens sans for detaljen med intensiteten og det showprægede fra musical og teater. Scenariet er et vue gennem natten med dens skæbner og skæve eksistenser. Stemningen er den regnvåde asfalt, en blanding af natlig feststemning, lunken barstemning, flirt og brudte parforhold. Koncerten byder på kendte sange af bl.a. Lionel Richie, Tina Turner, Alphabeat, Rihanna og mange andre, serveret i nye musikalske og visuelle fortolkninger. Gå ikke glip af denne berigende sanseoplevelse, hvor veltilrettelagt musik og scenografi, sang, dans, lyd og lys går op i en højere enhed og giver publikum et unikt og underholdende sceneshow!


Rockræms egen historie begyndte, da det i 1997 blev stiftet for at holde sangerne i træning mellem Herlev Revy og Teaters store årlige musicals i Herlev Teaterbio. Siden har Rockræm i den grad fået sin egen identitet, men har dog holdt fast ved teaterelementet. Derfor er der også en historie i deres forestilling. Derudover er der selvfølgelig kostumer, rekvisitter, koreografi, sceneopbygning og lækker lyssætning. Rockræm er der for at underholde.


Men vigtigst af alt er selvfølgelig musikken: Korets musikalske niveau er højt, og de har forberedt denne koncert i over et år. Rockræm er et 20 mands kor med sangere mellem 18 og 40 år, fordelt på 6 stemmegrupper. Musikalsk står Rockræm for swingende lækker korsang, med det bedste af det bedste inden for rock, pop, jazz og soul.


Koncerten Nightlife - Stemmer i Natten spiller kun 3 forestillinger fordelt over 2 dage, så det er med at sikre sig billetter i tide. Eventuelt overskydende billetter sælges ved indgangen. -S-