x

Jan Harbeck Quartet
1.SAL
D. 23.03.2010 Kl. 21:00

Jan Harbeck (35) er en af de mange glimrende tenorsaxofonister, vi er så heldige at have her i Danmark. Efter konservatorieddannelse i Aalborg og videreuddannelse i New York, har han udviklet sig til en fornem bærer af den amerikansk inspirerede mainstream jazz.
I marts 2009 gik Jan Harbeck for første gang på scenen i Paradise Jazz med eget band. Allerede da var han et kendt ansigt i klubben på grund af de mange optrædender med Monday Night Big Band. Her var han i en årrække fast medlem af saxofongruppen, og ofte blev han af dirigent Niels Jørgen Steen kaldt frem for at blæse soli – en opgave der altid er blevet løst fuldt tilfredsstillende, med stor teknik og musikalitet.

I 2008 indspillede han sammen med sin eminente kvartet den rigtig godt modtagne CD ”In the Still of the Night”. Her er tempoet meget bevidst ballade eller medium swing. Med Harbecks egne ord betød dette, at bandet kunne spille jazz ”på en nutidig, afdæmpet og nærværende måde.” Repertoiret omfatter numre som Someday You’ll be Sorry, Petite Fleur, Bye Bye Blues m.fl., spillet med et udtryk, der giver plads til instrumenternes naturlige klang. Når man lytter til cd’en associerer man uvilkårligt til mestre på instrumentet som Gonsalves, Webster og Gar-zone.

Ved koncerten i Paradise sidste år blev det balladeprægede repertoire suppleret af up tempo-numre, hvilket gav publikum en både smuk og varieret en varieret musikalsk oplevelse.
Perlerækken af overstrømmende anmeldelser i året, der er gået siden, lover godt for denne genvisit i Paradise Jazz. Det samme gør Jazz Specials kåring i maj 2009 af ”In The Still Of The Night” til årets CD.

Holdet denne aften i Paradise Jazz er det samme som på cd’en og det samme som ved koncerten sidste år.

Besætning: Jan Harbeck (ts), Henrik Gunde (p), Eske Nørrelykke (b), Kresten Osgood (dm)

Præsenteret af Paradise Jazz