x
Chimes & Bells Pop & Støjrock

Chimes & Bells Pop & Støjrock
Musikcaféen
D. 27.08.2009 Kl. 21:00

Musikalsk spænder Chimes & Bells fra fjern og dyster popmusik til mere pågående støjrock. Dette manifesterer sig i et tilbagelænet og næsten slæbende udtryk, hvor Trier, live såvel som på plade, bakkes op af et band bestående af COYB frontmand Jannis Noya Makrigiannis, tidligere Traening og epo-555 medlem Hans Emil Hansen samt Silas Tinglef Hagemann og Jeppe Brix fra duoen Howl Baby Howl. EP'en Into Pieces of Wood er ude på Tigerspring.



Med Chimes & Bells har alsidige Cæcilie Trier for første gang haft den fulde kreative kontrol. Det har resulteret i en EP, der bevidst eksperimenterer med trancelignende repetition og hvor der er en kraftig rød tråd mellem de enkelte numre, som ofte citerer hinanden. Skabelsesprocessen beskrives bedst som en intim rejse ind i en nærmest spirituel dyrkelse af ensformighed, hvor melodier og arrangementer er vokset ud af en drone fra cello eller keyboard. Den brede vifte af inspirationskilder er her reduceret til et enklere og mere rendyrket udtryk.



Cæcilie Trier, der musikalsk har en klassisk baggrund, har de sidste par år været en markant profil på den spirende uafhængige musik scene. Her har hun fungeret som komponist, arrangør og musiker for så forskellige bands som Le Fiasko, Choir Of Young Believers, Atoi og Jong Pang. Samtidig har hun optrådt med blandt andre Michael Møller, musikkollektivet yoyo oyoy, i et klassisk ensemble og med et 30 mand stort orkester for moderne kompositionsmusik.



Læs mere om Chimes & Bells: Undertoner - Soundvenue - Gaffa