x

Jane Og Shane + the Islanders
Musikhuset Esbjerg
D. 11.08.2009 Kl. 19:00

11. august 2009



Jane og Shane & The Islanders



Et festugearrangement



Denne varme duo, som spiller det herligste og mest sublime irske folkemusik spiller også ofte med Niels Hausgaard, og det er netop Niels Hausgaard, der skriver følgende om Jane og Shane:



"Gode musikere kendes på deres evne til at spille musik.

Gode spillemænd på deres trang til at lege med musik.

Og gode legekammerater hænger ikke på træerne.



Engelske Jane og Irske Shane er ikke bare gode musikere og spillemænd; de er begavede underholdere i absolut særklasse. De kan forvandle tumulten i et dunkende værtshus fredag aften til jubelsang og rørende poesi. Det fine gamle, men vanskelige håndværk kan de til perfektion, og det fortjener den aller-største respekt. Gid de aldrig opgiver det.

Det er dog på musikscenen, man får størst udbytte af deres musikalske talent. De dybe rødder i den britiske folkemusik fornægter sig ikke, når de med stor selvfølge bevæger sig rundt i stilarterne.

Shane er showets ankermand med sin musikalitet, sin sikkerhed, sin respekt for publikum og sin lyse, men håndfaste humor.

Jane skal opleves. Hun kan sin violin og har plejet sit betydelige talent siden barndommen. Hun fylder rummet med energi og forår.

Hun blænder!

Deres udstråling må gøre en koncert meningsfuld selv for døve.

Jeg har den store glæde at regne dem blandt mine legekammerater".







The Islanders



The Islanders (øboerne) består af Chic McLean fra øen Bute, Skotland og Paul Kelly fra Lincoln, England, men med rødder i Galway, Irland. The Islanders optræder med og uden backing band. The Islanders Folkband spiller et forrygende potpourri af traditionel skotsk og irsk folkemusik. Deres optræden er krydret med glæden ved musikken, spontanitet og humor. Repertoiret spænder over den traditionelle skotske/irske musik såsom The Corries og The Dubliners til den mere moderne, populære stil som Wolfstone, Runrig og U2.



På scenen mestrer The Islanders et hav af instrumenter, bl.a. guitar, bodhran, mandolin, mandola, el-bas, mundharpe, midi sækkepibe, tværfløjte, bouzouki, tin whistles, bones m.m. Bandet har med stor succes turneret i Danmark, Tyskland, Sverige, Norge, England, Skotland, Thailand og Australien. De har tillige spillet på en lang række spillesteder over hele Danmark og har kunnet opleves på Bogense festival, RavneRock festival, Bork Havn festival, Tønder festival, og Strib Vinterfestival. The Islanders er i fuld gang med at planlægge en turné i Canada og Spanien til sommer.



Koncerterne foregår i Hovedfoyeren på unummererede pladser.