x

Ringsted Gospel Koncert
Klostermarkskirken
D. 09.06.2018 Kl. 15:00

Ringsted Gospel Choir - Sommerkoncert 2018



Dato: 09.06.2018 kl. 15.00

Unummererede siddepladser



Ringsted Gospel Choir holder deres årlige velbesøgte sommerkoncert som afslutning på forårssæsonen. Koret ledes af de to medrivende korledere, Lasse "Boogie" Jensen og Erik O. De to energibomber er velkendte i det danske musikmiljø og er især kendte for at spille så taget letter og få publikum med sig. Det snart fem år gamle kor består af 75 glade, energiske sangere, der samles om den medrivende, swingende og energiske gospelmusik, som man kun kan blive helt glad i låget af.



Dirigent Erik O. har været med i det danske gospelmiljø i over 20 år og været i front for adskillige gospelkor og var idémanden for bl.a. Sydkystens Gospelfestival. Selv begyndte Erik som tenor i det kendte gospelkor KEFAS og har optrådt i USA, England og på dansk tv. I 2006 udgav han sammen med Tim Jørgensen og gospelkoret New Joy cd'en "A New Joy".



Pianist Lasse "Boogie" Jensen har spillet klaver, siden han var 6 år gammel. Lasse er uddannet fra Syddansk Musikkonservatorium i Odense og har optrådt med bl.a. Esben Just, Debbie Cameron, Benjamin og Marie-Carmen Koppel samt i 10 europæiske lande. Hans kærlighed til musikken stammer fra rock 'n' roll og boogie-woogie, men i de senere år har han også kastet sig over gospelmusikken.



Koret har allieret sig med Junior Robinson (UK), der er kendt i gospelmiljøet verden over. Junior har sunget, siden han var fire år, hvor han sammen med sine brødre sang i de lokale kirker. Siden dengang er det blevet til flere tv- og radiooptrædener bl.a. i BBC, sunget verden over med Chaka Khan, Michael Bolton og ovenikøbet sunget for Johannes Paul d. 2. på Peterspladsen. Dertil er han flere gange blevet kåret som Englands bedste mandlige gospelsanger, ligesom han har spillet med i en West End-musical.



Kom og få en forrygende oplevelse med de to herrer, Junior og det veloplagte kor!



Forfriskninger kan købes

på stedet i pausen.



Varighed: 2 timer inkl. pause





Ydl. medvirkende:

Mikkel Villingshøj, dr

Yasser Piño, bas