x

Esben Kronborg + Christian Hjelm
Sønderborghus
D. 12.10.2018 Kl. 20:00

Singer songwriter Esben Kronborg arbejder i øjeblikket på at udgive sin tredje plade, denne gang med dansksprogede sange. Albummet produceres sammen med Lars Skjærbæk, som han også tidligere har kørt makkerskab med.
På sine to første plader har Esben Kronborg, med rockede sange på engelsk, fået flotte anmeldelser og opnået pæn radiorotation på P4.
Med sig har han sit faste liveband. Det er både blevet til supportkoncerter for Kim Larsen, Gnags og Tim Christensen samt egne shows på Smukfest m.fl.

Christian Hjelm - den tidligere frontfigur i indierock-orkestret Figurines, har med nu tre soloalbums på dansk, for alvor fået cementeret sig som en af de stærkeste danske stemmer.
Efter en kort afstikker tilbage på engelsk med sideprojektet Lucky Moon, var Christian Hjelm klar med sit tredje album ’Uskolet magi’ i april 2018. ”Christian Hjelm har fået både eufori, fantasi og sommerfuglene i maven med i studiet og ned i rillen” skrev Politikens anmelder Kim Skotte og gav albummet fem hjerter.
Karakteristisk for Hjelm flyder ’Uskolet magi’ med stærkt afhængighedsskabende melodier pakket ind i raffinerede arrangementer. Dog har den fået et nøk opad på ’Uskolet magi’, Hjelm er mere flabet, skabet og finurlig end nogensinde før. Albummet er gennemsyret af en mørkere og mere rå stemning end vanligt, og lyrikken er Hjelms personlige betragtninger og beretninger om livets evige gåder. Store som små.
Kørestolspladser sælges som alm. billet.
Ledsagerordning - kontakt Sønderborghus på 88 72 42 36 inden billetkøb.
Varighed ca. 2 timer
Læs mere på www.sonderborghus.dk