x

Alehouse Sessions
Arbejdermuseets Festsal
D. 10.08.2018 Kl. 21:00


Billet til The Alehouse Sessions: DKK 200,00



Pakkepris for The Alehouse Sessions + Purcell’s Playground: DKK 300,00



Velkommen til det 17. århundredes britiske beværtninger – det bliver barokt, vådt og jammet, det bliver nu, det bliver her.



The Alehouse Sessions er et øjebliksbillede i evig bevægelse, under konstant forandring – ikke lånt fra nutiden, men fra en tumultarisk britisk beværtning i det 17. århundrede. Her bliver publikum ført ind og revet med i et dynamisk, humorfyldt og jammende barokunivers, der emmer af Purcell-ouverturer, sømandsviser og et skvæt skandinaviske folkesange, for at det ikke skal være helt løgn.



De i høj grad improviserede koncerter har høstet spandevis af anmelderroser fra øverste hylde. Ikke mindst i inspirationslandet England, hvor The Times fx har kaldt den musikalske smeltedigel for 'uimodståelig', The Scotsman 'superb' og The Guardian 'fabelagtigt utæmmet'.



Bag The Alehouse Sessions står det norske ensemble Barokksolistene. De er anført af violinist og idémand Bjarte Eike. Om sit live-påfund, der blev indspillet foran et publikum i 2016 og snart efter nomineret til en norsk Grammy, siger han: »Interaktionen mellem musikerne på scenen og publikum i salen er vores egentlige kendetegn. Hvis jeg skal sætte det i en historisk kontekst, kan man sige, at projektet trækker på det shakespearske teater, hvor der var direkte kontakt og kommunikation mellem tilhørerne og de optrædende. Senere hen, især i dramatikken i det 19. århundrede, blev kunstnerne ophøjet til guder, og det er det, som mainstream-industrien har kopieret.«



Varighed: ca. 70 minutter

The Alehouse Sessions er den ene af to koncerter med Barokksolistene fredag i Arbejdermuseets festsal. Den første, Purcell's Playground, begynder klokken 18. Ønsker man at købe billet til begge, koster det 300 kr. (og 200 kr. med ungdomsrabat). Vær opmærksom på, at du skal lægge begge billetter i kurven (vælg optionen "Pakkepris" i begge events).



Der er mulighed for at bestille et aftenmåltid til pausen mellem de to koncerter til og med d. 3. august. Dette vil blive tilbudt efter, at man har købt billetter.