x

Martin Hall Koncert
Fuglsøcentret
D. 06.10.2018 Kl. 20:00

Lørdag den 6. oktober 2018 giver Martin Hall sin første koncert som sanger i mere end fem år. Arrangementet finder sted på Fuglsøcentret. Han bliver til lejligheden akkompagneret af et ensemble bestående af fire musikere og vil efter sigende spille et sæt, der består af egne favoritsange fra det omfattende katalog samt enkelte nye numre.

Selvom Hall i 2018 har 40-årsjubilæum som udøvende musiker, skal man næppe forvente nogen nostalgisk rejse down memory lane af den grund – gennem sin lange karriere har han generelt gjort, hvad der passer ham, og som kunstner konstant overrasket. Som sanger har han ikke desto mindre givet bemærkelsesværdigt få koncerter, så når det med års mellemrum endelig sker, har hans optrædener det med at sætte sig i erindringen.

I forbindelse med det omtalte jubilæum udsender Hall i maj 2018 i øvrigt albummet A Brief Summary, en retrospektiv udgivelse med remakes og alternative udgaver af hans eget foretrukne materiale fra de senere år samt flere nyere indspilninger – bl.a. den kommende videosingle ”Lesser Gods”.

Forlaget Gyldendal har ligeledes netop udgivet et nyt oplag af hans periodiske selvbiografi 1971–1985, der udkom i efteråret 2017 og fik rigtig gode anmeldelser. Bogen handler om Halls formative år som teenager og ung mand og skildrer en turbulent periode både personligt og kulturelt.
Dørene åbner 19:15