x
Releasekoncert Med ME and MARIA

Releasekoncert Med ME and MARIA
Kulturium MusikTeater
D. 04.05.2019 Kl. 20:30

Releasekoncert med ME AND MARIA

Den 4. maj ruller KULTURIUM i Ishøj den røde løber ud til en helt speciel aften. Bandet ME AND MARIA udgiver denne aften nemlig deres længe ventede danske album og det skal fejres. Titelnummeret “Med tusind stjerner” blev lanceret live i “Go’ Morgen Danmark” på TV2 i februar, og deres smukke stemmer og blide toner begejstrede seerne. Kom og nyd en koncert, hvor duoen spiller deres bevægende sange fra albummet og skaber en helt særlig stemning til stilhed, drømme og fordybelse med musik og fortælling. ”Med vores musik forsøger vi at skabe plads. Plads til alle følelser, også de svære. Det er så fantastisk at skabe et rum til fællesskab, refleksion og nydelse. Vores nye album tager publikum med på en rejse langt ind, hvor hjertet har lov at fortælle om alt det, der rører sig,” siger sangerinde Maria Anna Rosenberg. I 2016 udgav de to sangskrivere deres populære single, “Wintertime in My Heart,” og året efter udgav de deres første EP: “The Beauty of Allowing All the Sad Songs.” “Vi har siden oplevet, at dét at skrive på dansk, både bringer os tættere på publikum og vores egne historier. De danske sange har fået en overvældende modtagelse,” fortæller bassist og sanger Johannes Pehrson ME AND MARIA er Maria Anna Rosenberg på vokal/keyboard og Johannes Pehrson på basguitar/vokal. De to sangskrivere kommer fra vidt forskellige steder i musikken – Maria med baggrund i musicalen og kirke, og Johannes i rocken. Det var derfor ikke en selvfølge, at deres veje skulle krydses. Men deres fælles ønske om at skabe musik, der er nærværende og autentisk, har forenet dem i denne poetiske duo. Koncerten begynder kl. 20:30 og dørene til foyeren åbnes kl. 19:30. Inklusiv i billetten er et festligt glas bobler og salte snacks som serveres fra dørene åbnes. Albummet kan købes på stedet før koncerten, i pausen og efter koncerten. Baren er åben til kl. 23:00 (sidste udskænkning 22.40) og alle er velkomne til at blive og snakke og hygge med bandet.



Kørestolspladser sælges via Ticketmaster Servicecenter på tlf: 7015 6565.

Gratis garderobe skal benyttes.

Se mere på www.kulturcafe.dk