x

PLATT-FORM - Er Vi Gået for Langt?
Glassalen i Tivoli
D. 10.09.2022 Kl. 20:00

Publikum skreg af grin, og anmelderne kastede stjerner efter Mille Lehfeldt, Laus Høybye og Jakob Fauerby ved deres to første shows, der begge høstede Reumert-nomineringer. Nu er satiremestrene tilbage i nye rammer, og formen er bedre end nogensinde før.

I PLATT-FORMs nye show ”Er vi gået for langt” udstiller trioen igen danskerne og ikke mindst hinanden med bidende og kærlig satire og knivskarpe ørehængere.

Er det okay ikke altid at kunne lide sine børn - og er det normalt ikke at kunne lide andres? Må man stikke en finger i jorden uden at bede om samtykke, og hvor mange filtre skal der til for at tage en selfie som 40-årig?

PLATT-FORM’erne står selvfølgelig igen for tekst og musik, og lige som sidst er det den prisvindende designer Nicholas Nybro, der står for kostumerne.

Så gør jer klar til et hæsblæsende, gennemmusikalsk og vanvittigt sjovt show, for Laus, Mille og Jakob er tilbage – denne gang i Glassalen i Tivoli!