x

Hess Is More - Apollonian Circles
Copenhagen Distillery
D. 09.07.2022 Kl. 21:00

Hess Is More udforsker rammerne for en koncert, når det succesfulde tværæstetiske projekt Apollonian Circles genopsættes i en ny udgave på Copenhagen Distillery under Copenhagen Jazz Festival 2022. Over fem dage kan publikum opleve det cirkulære ensemble iscenesat af teaterinstruktør Tue Biering, scenograferne Christian Friedländer og Dicki Lakha og designer Henrik Vibskov med besøg af udvalgte musikalske gæster.

Sammen med et hold af spændende musikere står trommeslager, komponist og sanger Mikkel Hess klar til at lade sin cirkelformede gruppe indtage de unikke rammer hos Copenhagen Distillery til en ny opsætning af Apollonian Circles. Hess Is More er en transatlantisk gruppe med både europæiske og amerikanske medlemmer. De senere år har bandet optrådt under Apollonian Circles-banneret, der også får besøg af en række endnu ikke offentliggjorte gæster.

Apollonian Circles er en musikalsk totaloplevelse, hvor scenografi, kostumer og lysdesign ledes af den underliggende dramaturgi. Fra øjeblikket de ankommer, bliver publikum transporteret til et mystisk, drømmeagtigt parallelunivers, der er uafhængigt af tid og sted – og hvor alt kan ske. I midten af rummet står et stort, velopdækket bord dekoreret med overjordiske artefakter og ornamenter. Musikerne nærmer sig bordet sammen med publikum, og tager det hen ad vejen i brug som en decideret scene, hvorfra der spilles ud i rummet.