x

Elektronisk Musikfestival
Alsion Koncertsal
D. 28.11.2009 Kl. 13:00



Elektronisk musikfestival den 28. og 29. november 2009 på Alsion i Sønderborg.

Festivalen præsenterer elektronisk kunst af høj international standard: elektronisk lyttemusik; eksperimenterende lyde; Visuals; projiceret lys der danner uendelige rum og overraskende effekter; kunsternes egne fortællinger; installationer; udstillinger mv.

Pris forsalg: DKK 225; Pris efter 23.11.09 DKK 250



Bag kunstnernavnet Oval gemmer sig Markus Popp fra Berlin. Oval var i 90´erne med i front på den særlige elektroniske musikretning glitch, hvor lydstumper i form af fejl i elektroniske medier klippes ud og sættes sammen i en ny meningsfuld sammenhæng – musikken. Han arbejder aldrig med synthesizer og betragter i øvrigt ikke sig selv som komponist. Oval holder foredrag og optræder med sin musik og lydinstallationer over hele verden. På festivalens første eftermiddag kan du høre Oval fortælle om sin musik. Samme aften kan du nyde hans musik i Koncertsalen.

Murcof er kunstnernavnet på mexicaneren Fernando Corona som i dag er bosiddende i Barcelona. Også Murcof er optaget af at komponere musik med knitrende glitch, ekspressive klangflader i en stram minimalistisk stil. Han optræder meget gerne sammen med VJ-kunstnere, når han giver koncerter. Murcof kan du opleve søndag eftermiddag, hvor han optræder sammen med AntiVJ.

AntiVJ optræder overalt i verden med projicerende lys i rum, på bygninger, facader mv. der arbejdes med alternative muligheder til den traditionelle teknik og set-up. Anti-VJ har til denne søndags koncert med Murcof ønsket at bruge den maksimale scenedybde på Alsion. Ved hjælp af 3 store projektorer og enorme mængder af transperante tekstiler hængende ned over scenen vil AntiVJ sammen med Murcof give publikum en sanseoplevelse ud over det sædvanlige. I Sønderborg optræder AntiVJ sammen med Joanie Lemercier og Nicolas Boritch fra Storbritannien samt Simon Geilfus fra Bruxelles.

De danske kunstnere på festivalen repræsenterer den yngre generation af elektroniske musikere, der allerede nu har gjort sig bemærket internationalt. De optræder med såvel elektronisk musik, som  Visuals og installationer. Du kan bl.a. møde: Morten Riis, Simon Roy Christensen, Vectral, Wäldchengarten og Jonas Olesen