x

Von Dü + Support: Larica
Gimle, Tanken
D. 11.02.2011 Kl. 21:00

Von Dü's friske drenge er klar til Gimle med masser af kærlighed til caribiske reggae- og dancehallrytmer. Bandet ikke blege for at lege med genren og inddrager flittigt elementer fra disco,funk og hip hop.



I Von Dü's finurlige univers bliver gråspurve skudt med kanoner og de har tænkt sig at skyde alle de hellige køer også. Teksterne er humoristiske, grovkornede og uhøjtidelige og de er som skabt til at synge med på, hvilket er netop hvad bandet gør. Med indlevelse, entusiasme og turboenergi fra alle ni medlemmer fremfører Von Dü¨et medrivende show, hvis erklærede mål er at skabe festlig stemning fra første taktslag til sidste basunblæs.



Netop denne unikke energi er bandets kendetegn og derfor er debutalbummet "Tak til de gamle" også indspillet live. For at skabe et levende og varieret album har Von Dü brugt ikke mindre end 3 forskellige personer til at mixe pladen. Deriblandt Pharfar fra Bikstok Røgsystem, Aske Zidore fra Oh No Ono og Richard Furch, der bl.a. har arbejdet med Prince's seneste album.



Support: Larica



Dette festlige band består af syv glade sjæle, som spiller eksplosiv ska.

Larica skaber et frirum for en genre med plads til et tumultarisk eksperimentarium for fri leg.

Bandet har netop færdiggjort deres andet album Gadeatleter og Frihedsprofeter. Resultatet af den 100% DIY plade er en festlig og lettere kakofonisk kærlighedserklæring til de gode ting i livet.

Deres ska er garneret med elementer af dub, punk, swing, funk og hvad Larica ellers kan finde på at smide i gryden.



Gå ikke glip af disse bands på Gimle og for at få sved på panden og humøret helt i top!