x
Tobias Trier + Søren Korshøj

Tobias Trier + Søren Korshøj
Gimle
D. 10.02.2011 Kl. 20:00

Tobias Trier & Søren Korshøj den 10.02.2011 kl. 20:00 - dørene åbner kl. 19:00

Billetpris kr. 117,-

Unummererede siddepladser



Folk roskildes februarkoncert byder på et spændende møde mellem to af de absolut bedste sangskrivere og sangere, den danske musikscene kan byde på i øjeblikket.

Tobias Trier har tidligere optrådt på Gimle sammen med Jesper Pyskow, og Roskildes publikum kender ham for hans underfundige, rørende og rablende sange på dansk.

Også Søren Korshøj har optrådt i Roskilde flere gange - både som solist og i band-sammenhænge.

Søren Korshøj er en højaktuel troubadour med noget på hjerte. På scenen tager han publikum ind i et personligt univers. Hans tekster griber danskerne og Danmark i tiden.

Hver især har de et stort repertoire af vedkommende og iørefaldende sange - og med de to sammen kan det ikke undgås at der opstår stjernestunder.

De to optrådte første gang sammen i august måned på festivalen "Musik over Præstø Fjord", og de heldige publikummer fik en fantastisk oplevelse og gik fra koncerten med smil på læben.

Ved den koncert var omdrejningspunktet Tobias Triers sange, og han blev akkompagneret af Søren Korshøj på violin og Jesper Pyskow på kor og perkussion. Ved koncerten i folk roskilde på Gimle vil det være en blanding af både Tobias’ og Sørens sange, hvor de vil akkompagnere hinanden, ligesom Jesper Pyskow også her vil spille perkussion og synge kor.

Tobias Trier er en utrolig herlig sangskriver, som griber fat i store og små dagligdags emner på en underfundig og også skarp måde.

Sangene fremføres med charme og intensitet, når Tobias folder sig ud på scenen ledsaget af Jesper Pyskow på kor og perkussion og Søren Korshøj på violin.

Tobias Trier debuterede i 2000 med det anmelderroste album "Bag de blå persienner" og har i alt udgivet fem cd’er med egne sange. En flittig koncertaktivitet har siden gjort Tobias Trier til en populær entertainer og en garvet guitarist. Der bliver mulighed for at høre både nyskrevne sange og gamle kendinge som "Kaffe og giffel", "Drak af din kop" og "Hvorfor kommer hun ikke".

Søren Korshøj har spillet musik siden teenageårene. I halvfemserne var han en af de sprælske violinspillere i 'Kætter Kvartet'. Da den blev opløst fortsatte han i bandet 'Instinkt' som har turneret i Canada, Storbritannien, Norden og det øvrige Europa. Instinkt modtog blandt andet DMA prisen for 'Årets folk album' for både albummet 'HUR' i 2003 og 'GRUM' i 2007.

Siden Instinkt blev opløst har han koncentreret sig om sine egne sange og fortællinger. Søren er troubadour og historiefortæller med noget på hjerte. Han formår at tage publikum med ind i et personligt univers, hvor optimisme og hverdagens forunderlighed er omdrejningspunkt.

Det er historiefortælling på stedet med lune og smil på læben. En imødekommende form der både giver plads til latter og eftertanke. Som sanger bør han fremhæves for en meget klar og tydelig pointering af de skarpe tekster. De er pakket pænt ind i ørevenlige, sangbare og ind imellem lystige melodier. Hvilket dog ingenlunde kan tilsløre ironien og kanterne. Søren har netop udgivet sin tredje cd med egne tekster, og det vil ikke være forkert at sige, at hans tekster er blevet skarpere og ordlegen mere ekvilibristisk for hver cd. Med den nyeste "Til Studenten" har han oplevet at få et nummer "Noget for nogen" sat i rotation på DR P4. For sin anden cd "Bladet fra Munden" fik han i 2009 en Danish Music Award i kategorien "Årets vise album".

Ved koncerten vil vi opleve Tobias Trier på sang og guitar, Søren Korshøj på sang, guitar og violin og Jesper Pyskow på perkussion og kor.

Vi kan love en intens og usædvanlig koncert ved dette topmøde mellem de to sangere/ sangskrivere.



Arr.: folk roskilde www.folkroskilde.dk