x
Altmodisch + Entakt

Altmodisch + Entakt
Forbrændingen
D. 18.03.2011 Kl. 21:00

Indietronicaen er ikke død. Dette er københavnske Altmodisch et glimrende bevis på.
Bandet leverer stilsikker indietronica med referencer til indietronicaens pionerer The Notwist (De),
Electric Presidents (US) og danske Efterklang og Under Byen.
Altmodischs blanding af skæve elektrobeats og traditionelle rockinstrumenter er blevet godt modtaget, og bandet fik bl.a. 5 ud af 6 stjerner af GAFFA og Soundvenue for debutalbummet med den beskedne titel Altmodisch.
Gaffas anmelder skrev om albummet, “...at det er et decideret fremragende album med 11 aldeles glimrende melankolske sange, hvor violiner, cello, banjo og trompet spiller effektfuldt sammen med programmerede trommer, samplede loops og andre elektroniske fiksfakserier.”


I livesammenhænge arbejder Altmodisch meget med livesamplinger af alt fra vokal og trompet til mere kuriøse elementer som samplingen af trommeslagerens maveskind.


Til livejobs udvides Altmodischs normale besætning med Iben Foss (Joe and Honey, lyhne/foss), der med sin poppede uptempovokaler er et perfekt modspil til Altmodisch melankolske univers


Entakt


 Entakt er popmusik af den slags, der tillader sig at kræve noget af lytteren. En musikalsk rejse der spænder over en lang årrække, og et udtryk der spænder fra rablende ordstrømme og kraftudladninger til det helt nære med plads til lys ind af sprækkerne.??



 Noget så poetisk som en grå produktionsskole lidt uden for Roskilde blev rammen, hvor gruppens bagmænd, Jonas Villumsen og Kristian Martinsen, mødtes - og sørgmunter musik opstod. Da de første indspilninger fandt sted i 2000, havde ingen endnu varslet den såkaldte dansksprogede bølge (som senere skulle skylle over hele landet for derefter at forsvinde som dug for solen), ikke desto mindre faldt valget på det danske, som sidenhen er blevet bøjet krumrygget, vendt på hovedet og skilt ad med kærlig hånd. Indtil videre er det blevet til to album propfyldt med soniske landskaber, twists, støj, stilhed, svimmelhed - og måske sågar pletvis skønhed.