x
Tomorrow Sounds Like... Jj & Flag White - Tomorrow Sounds Like...  Jj & Flag White

Tomorrow Sounds Like... Jj & Flag White - Tomorrow Sounds Like... Jj & Flag White
Vega
D. 24.03.2011 Kl. 21:00

VEGA og Smash!Bang!Pow! i samarbejde om nyt koncertkoncept - første gang med jj og Flag White

Under fanen "Tomorrow sounds like..." præsenterer Smash!Bang!Pow! og VEGA den 24. marts to af tidens mest interessante nye navne, den svenske elektroniske pop-duo jj og det danske projekt Flag White.


jj - drømmende svensk electro-pop
De to svenskere i duoen jj har de seneste år markeret sig i den musikalske undergrund med deres fine elektroniske pop, hvor forsanger Elin Kastlander forfører med sin kraftfulde og smygende stemme og tager lytteren med på en rejse ind i et drømmende musikalsk univers. Lyt til nummeret "Things Will Never Be the Same again".
Herhjemme markerede de sig første gang i 2009 med debuten Nº 2, der bl.a. fik 5/6 stjerner af Soundvenue. jjs seneste album, Nº 3, fra marts sidste år, fulgte op på de gode takter fra debuten og begejstrede atter både fans og anmeldere. Gaffas anmelder gav således albummet 5/6 stjerner og beskrev det som en "Legende let genistreg fra knuselskelig svensker-duo".


For nylig har jj endvidere bevist, at de også mestrer remix-genren. På deres seneste udgivelse, mixtapet Kills, har de nemlig kastet sig over moderne klassikere som M.I.As "Paper Planes", 2Pacs "Changes" og Kayne Wests "Runaway" og er sluppet så godt fra det, at anmeldere verden over har kvitteret med rosende gloser. Fx. skriver amerikanske Pitchfork:"jj boast a peerless melodic sensibility, and on this tape they're at once disorienting and exhilarating."
Lyt til nummeret Ectasy.

Koncerten i VEGA er jjs første rigtige koncert herhjemme. Læs mere og lyt til jj på Myspace.

Flag White - ny dansk shoegazer-pop
Andet act på aftenen er det nye danske navn Flag White, der byder på elektronisk shoegazer-pop. Bag navnet står det tidligere Death By Kite-medlem Bjørn Alexander Gøtzsche Lange.

Flag White byder på rumklangssvøbt vokal, mixet med skrøbelige shoegazer-melodier. De tager lytteren med på en følelsesmæssig rejse gennem et smukt land, hvor afsavn og fortrydelse smelter sammen til et helt unik og til tider intimiderende lyd. På bandets første to sange "Your Heart Beats Mine, My Heartbeat's Yours" og "Far Far Away" vises en stor spændevidde indenfor den ellers smalle genre.

Ligesom jj er det denne aften første gang, at Flag White kan opleves live i Danmark.

Tomorrow sounds like...
Tomorrow sounds like... er et nyt koncertkoncept, der er opstået i et samarbejde mellem det københavnske pladeselskab Smash!Bang!Pow! og VEGA.

Med Tomorrow sounds like... ser vi fremad, hylder det nye; dem der har fået verdens hippe musikpresse, blogs og kræsne fans til at spærre øre og øjnene op og dem, der har brugt timer på diverse blogs til at finde det næste spændende act.

"Vi booker bands, vi tror på, og som rykker noget i os."Tomorrow sounds like..." er ingen undtagelse, men her vil vi i højere grad forsøge at sætte fokus på de håndplukkede, de nye, de bloggede - med andre ord de acts, der ulmer lige under overfladen. Vi vil samtidig hylde det publikum, der tør møde op til noget nyt samt dem, der fandt musikken før os andre."
Lene Kristoffersen, booker i VEGA

Konceptet er dermed en hyldest til musiknørder og andre med åbne ører og mod på det nye og ukendte. I løbet af 2011 vil Tomorrow sounds like.. præsentere nye spændende internationale og danske acts, der har gang i noget fedt og skal have lidt ekstra opmærksomhed.

Idéen bag Tomorrow sounds like... har vakt opsigt og åbnet op for nye samarbejder med partnere, der deler ønsket om at præsentere de nye interessante navne. Smash!Bang!Pow! og VEGA har således fået hjælp til at realisere konceptet af så forskellige samarbejdspartnere som Politiken, Hotel Fox, Dyrehaven og Icelandair.

Læs mere om Tomorrow sounds like... HER.

Fakta om koncerten
Tomorrow sounds like... jj og Flag White
Torsdag 24. marts kl. 21
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 Kbh. V
120 kr. + gebyr
Forsalget starter i dag via VEGAs hjemmeside, Billetlugen og i Fona-butikker.
Læs mere om koncerten på http://vega.dk/#event=2737


-M-