x
Michael Falch & Boat Man Love

Michael Falch & Boat Man Love
Stars
D. 28.04.2011 Kl. 20:00

Efter sidste års to sprudlende udgivelser, ”Fodspor i Havet” og ”Hele Vejen 1980-2010”, og efter turnéer både solo og sammen med Poul Krebs samler Michael Falch nu atter sit heftigt rockende band, Boat Man Love, og drager ud i festivalsommeren. Michael Falch & Boat Man Love er vel det nærmeste, man herhjemme kommer Neil Young & Crazy Horse. Det er den gnistrende, tunge rock med de stærke melodier og de tekster, der går direkte ind under huden. Det er de dybe stød fra Falchens seneste fire albums, der overalt kaldes hans bedste nogensinde. Nyklassikere som ”Over Vesterbros Torv”, ”Binder mig aldrig igen” og den Sune Wagner-producerede ”Nu rider vi Stormen af” er blevet radiohits, og så er der lige rækken af gyldne Falch-sange fra ”Mød mig i Mørket” og Superlove” til ”I et Land uden høje Bjerge”, ”De Vildeste Fugle” og ”Den Eneste i Verden”, der kan få enhver festivalplads til at gynge og synge.

Det var, som om Michael Falch fik sin anden luft og en ekstra chance for nogle år siden, og han har forstået at gribe øjeblikket og har vundet ny respekt overalt på den danske musikscene. Hans publikum har trofast fulgt hans udfordrende veje, og et nyt er kommet til i de senere år. Han står nu lige så markant som i de 80erne, der i sin tid skabte ham - og han står netop ikke bare som et levn fra gamle dage, men som en mand, der har været der selv; som en troværdig artist, der overlever som kunstner ved at risikere sig selv og hele tiden søge variationen i sit udtryk. Det var ikke uden grund, at verdens mest anerkendte guitarproducent, Martin Guitars, sidste år ærede Falchen ved at bygge en særlig Michael Falch Signature Model. Alle siger det: Michael Falch har aldrig været bedre end nu!