x

Ljud: Emeralds (Usa)
Musikcaféen
D. 16.05.2011 Kl. 20:30

Med en frekvens, der indtil videre har budt på i gennemsnit cirka ti nummererede udgivelser i begrænset oplag hvert år siden stiftelsen i 2006, er det praktisk talt umuligt at finde hoved og hale i Emeralds’ diskografi. Alt hvad de har kunnet komme i nærheden af af kassettebånd, brændbare CD’er og vinyler er blevet fyldt med alt fra improviseret noise til ambient, kosmisk musik og new age.



Men med kontrakten på fuldlængdeudgivelser hos Editions Mego, som bl.a. udgiver Jim O’Rourke, Christian Fennesz, Oneothrix Point Never og Kevin Drumm, er det endelig blevet muligt at tilgå Ohio-trioens musik uden at skulle opsøge obskure pladebutikker i Midtvesten.



Og med netop 2010-fuldlængden ’Does It Look I’m Here’ fra Editions Mego har Emeralds nu endelig fået det, der ligner et gennembrud. Efter længe at have simret i blogosfæren, begynde det hele at bulderkoge, da den toneangivende webzine Pitchfork gav ’Does It Look Like I’m Here’ deres eftertragtede Best New Music-label og en karakter på 8.3/10.0. Den massive hype blev sidenhen fulgt op af topplaceringer på utallige årslister for 2010, heriblandt hos Drowned In Sound, Boomkat og Tiny Mix Tapes.



Fra før at have udgivet sange af svært tilgængelig, formmæssig karakter, blev kortere og mere lyttervenlige numre hovedsageligt mantraet på ’Does It Look Like I’m Here’, uden at det på nogen måde betød nogen form for sell-out. Til gengæld blev de informationsmættede og intense sange blot yderlige kondenseret, til en endnu mere intens tour de force i synthesizerens mange muligheder.