x

Dave Samuels Trio
Stars
D. 13.03.2011 Kl. 15:00

Den verdenskendte vibrafonist og marimbaspiller Dave Samuels lægger søndag den 13/3 kl. 15.00 vejen forbi STARS i Vordingborg. I dagene inden spiller han i en af verdens måske mest berømte jazzklubber, nemlig Montmartre i København. I den forbindelse er det lykkedes at få Dave Samuels til at give en ekstrakoncert på STARS som det eneste sted i Danmark. Det er lykkedes med hjælp fra Christian Brorsen, der bor i Vordingborg, og som tidligere i år indtrådte i Montmartres kunstneriske råd sammen med bl.a. Mads Vinding, Alex Riel og Benjamin Koppel.


Muligheden opstod således fordi Dave Samuels ved et tilfælde fik en overliggerdag i København, hvilket nu kommer STARS og det lokale jazzpublikum til gode. Hvis man således ellers vil have chancen for at høre Dave Samuels må man slå vejen forbi Montmartre i St. Regnegade eller tage til Paris.


Dave Samuels er kendt for sit samarbejde med Gerry Mulligan, Spyro Gyra, Yellow Jackets, Paquito D'Rivera, Pat Metheny og mange andre. Han har modtaget adskillige Jazzgrammys og spiller både medrivende og melodisk. Sammen med to af Danmarks internationalt anerkendte navne er der lagt op til et brag af koncert.


Som en krølle på halen udgiver de 3 musikere en CD i forbindelse med koncerterne på Montmartre. CD'en udkommer i øvrigt på BRO Recordings, der ejes af Christian og Jens Brorsen og bl.a. også har Niels Lan Doky i stalden. -L-