x
Hymns From Nineveh

Hymns From Nineveh
Koncerthuset
D. 30.09.2011 Kl. 20:00

For bestilling af mere end 10 billetter til samme koncert: klik ind på www.dr.dk/gruppebestilling

Hymns from Nineveh albumdebuterer med “Hymns from Nineveh”

Jonas Haahr Petersen er under navnet Hymns from Nineveh klar til at udgive sit første fuldlængde soloalbum. Hymns from Ninevehs selvbetitlede album er på gaden 21. februar.

Sidste år fik debut-EP’en Uncomplicated Christmassongs næsten anmelder-træerne til at vokse ind i himlen. Nu er Jonas klar med sit første album som Hymns from Nineveh. Det blev allerede med EP’en afsløret, at Hymns from Nineveh er noget så usædvanligt på den danske scene, som en kunstner, der ikke lægger skjul på sin tro. Og det kan ikke være anderledes. Jonas bærer troen i hjertet, og hjertet bærer han uden på skjorten.

Hymns from Ninevehs musikalske univers består af akustiske folkinspirerede popmelodier. Der er en imødekommende enkelhed i melodierne, og hans tekster er, selvom de er meget personlige, både almengyldige og bevægende. I centrum står guitaren og Jonas’ rene, lyse vokal. Vokalen emmer i sin ubesværede inderlighed af et nærvær, som er meget svær ikke at blive rørt af.

Jonas har skrevet sange siden sine tidlige teenageår, og nogle af sangene på debutalbummet er skrevet for år tilbage. Det sidste års tid har han været i studiet, hvor han sammen med makkerparret Aske Bode (producer) og Caspar Hesselager (mix) har finpudset sine sange. Albummet spænder fra nedbarberede udtryk med Jonas og hans guitar til komplekse polyrytmiske arrangementer, hvor guitaren får følgeskab af et væld af instrumenter. Over 20 musikere gæster albummet, her i blandt RebekkaMaria, som lægger sin smukke vokal til koret.


Historien om Jonas og hymnerne
Hymns from Nineveh refererer til historien om byen Nineveh i Det Gamle Testamente.
Jonas blev født ind i en stærkt troende familie. Han kom til verden ved Vesterhavet og er vokset op som den yngste af fem søskende. Inden han var ret gammel blev han fragtet med familien, først til England og så til Botswana i det sydlige Afrika. Her skulle hans far undervise på et præsteseminarium i 5 år. Den tidlige barndoms fundament blev et farverigt intermezzo ved Sydafrikas grænse. Hjemmet var præget af en glæde ved musik, sprog og tro. Her hørte Jonas, Mills Brothers, Beatles og polyfoniske hymner i den multietniske kirke.
Tilbage i Vestjylland begyndte Jonas at spille cello og vejen til klassisk konservatorie uddannelse lå åben og ligefor. Men efter gymnasiet dannede han bastardpop-orkestret ”Attrap”, og konservatoriet blev aldrig aktuelt. Attrap gik i opløsning efter halvandet år, men udgav et “posthumt” album forrige år, som blev skamrost af de danske anmeldere.
De mange Attrap-koncerter og de sene teenageårs bekymringer sled på Jonas. Efter et intenst koncertefterår, flyttede han væk fra det hele, til en stenkælder i Tilst. Tvivlende på både tilværelsen og det faste holdepunkt gennem hele hans opvækst - troen. I næsten et år holdt han til her og ud af stilhedseksilet opstod Hymns from Nineveh. Hymnerne og elegierne. Som et ekko fra Beatles-kassettebåndet, Afrikasalmerne, Vestjyllands solitære provins og sjælens kældermørke.