x

Billy Cross
Glumsø Biograf og Kulturhus
D. 08.04.2011 Kl. 20:30

Billy Cross og Rebels Withuot Applause den 08.04.2011 kl. 20:30 - adgang fra kl. 19:30

Billetpris kr. 227,- inkl. gebyr

Unummererede siddepladser



Igennem snart 30 år har den karakteristiske New Yorker med den karakteristiske guitarlyd stadig en stor plads i danskernes musikalske hjerte. Det skyldes ikke mindst, at Billy Cross formår at formidle det bedste fra bogstavelig talt forskellige musikalske verdener - fra Blues til Rock og fra New York til Glumsø.

Få kan som Billy Cross levere et liveshow, som både indeholder beskidt sydstatsblues, når det er allerbedst, klichéfri Rock’n’Roll som vor herre skabte den, og ballader så inderlige at selv englene får gåsehud. Alt sammen leveret med en energi og et overskud som er lige så uforfalsket og smittende, som da Bob Dylan blev blæst bagud af Billy Cross i slut 70’erne, og efterfølgende tog Cross med i studiet og på turné verden over.

Billy Cross har igennem 3 årtier været en drivkraft i dansk musikhistorie både på koncertscener, bag studiemikrofonen og bag mixerpulten, hvor navne som Dalton, Björn Afzelius, CV Jørgensen, Anne-Dorte Michelsen, Henning Stærk, Johnny Madsen, Lars Lillholt og Søs Fenger alle har nydt mere end godt af Billys unikke tilgang til musikken. Men det er på livescenen, at talentet og erfaringen kommer stærkest til udtryk, og når Billy bliver sluppet løs her, så handler det ganske enkelt om at sikre sig pladsen foran scenen.

Med en solo-cd fra 2010 i bagagen indtager Billy Cross landets koncertsteder med et misundelsesvækkende repertoire bestående af klassikere fra Delta Cross Band, highlights fra to solo-cd’er og meningsfyldte afstikkere til hjemlandets klassiske rocksange. Denne gang i selskab med 3 garvede musikere fra den danske rockscene: Trommer: Henrik Askou, Keyboards: Michael Sunding, Bas: Flemming Ostermann & Guitar og sang: Billy Cross



Snyd ikke dig selv for en storslået musikalsk oplevelse og et møde med en stor kunstner og et velspillende band. Dørene åbnes kl. 19.30. 

Læs mere på www.cross.dk  & lyt mere på Youtube. Koncerten er støttet af Kunstrådet og Næstved kommune.







Arr.: Glumsø Biograf og Kulturhus