x
Thulebasen + Messy Shelters - Pre-spot

Thulebasen + Messy Shelters - Pre-spot
Kulisselageret
D. 21.05.2011 Kl. 22:00

Så er det tid til PRE-SPOT igen, og denne gang er der to SPOT-bands på plakaten, som begge er både udfordrende og dragende.

I øjeblikket er det to af de mest omtalte bands i musikpressen, som udtrykker en bred enighed om, at de er to bands med en lys fremtid for sig, netop fordi de er anderledes og originale. De drukner ikke i mængden, og arbejder ud fra valgte dogmer, der gør at de live er yderst interessante.

Thulebasen er en københavnsk alternativ trio, der består af Nis Bysted(forhenværende Düreforsög), Niels Eriksen(KLoAK) og Felia Gram(Skammens Vogn). De turnerede i halvandet år bl.a. med Oh No Ono, uden at have egentligt sangmateriale. I stedet optog de deres koncerter og forsøgte at memorere små dele, og spille dem igen og igen. En original og besværlig metode. Men ikke desto mindre noget der fungerer rigtig godt live. De har netop udgivet deres andet album "Gate 5" på det hippe pladeselskab Tambourhinoceros(Treefight For Sunlight, Kirsten og Marie, 4 Guys From The Future).

Bag bandnavnet Messy Shelters gemmer sig den Århus-baserede artist Mikkel Bolding der 28. marts 2011 albumdebuterer på Tigerspring Records og Universal Music med "Root System". Albummet er sjældent helstøbt, og har en sound af international kaliber. De forfinede melodier forfører og udfordrer med sine tørre sound i grænselandet mellem
alternativ pop og rock, og den imponerende produktion på albummet efterlader lytteren mange timers udforskning af Messy Shelters melankolske univers. Lydmæssigt arbejdes der med dogmer om en begrænsningens kunst, og optagelserne er fanget på analoge båndoptagelser. På 'Root System' formår Mikkel Bolding på fornemste vis at arbejde med minimalisme i stor skala og afsøge nye grænser for, hvor den moderne rock kan tages hen.

Det bliver en særdeles spændende aften for det nysgerrige og musikinteresserede publikum - til kun 50,- i forsalg.-M-

http://www.myspace.com/thulebasen


http://www.myspace.com/messyshelters